|
Den danske lovgivning skelner primært
imellem tre anvendelser af genetisk modificerede organismer:
- Anvendelse af GMO til forsøgsudsætninger
- Anvendelse af GMO til markedsføring
- Anvendelse af GMO under indesluttede forhold
Anvendelse af genteknologi reguleres i Danmark efter lov om
miljø og genteknologi. Loven har til formål at værne om natur
og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt
grundlag i respekt for menneskers livsvilkår og for bevarelsen
af dyre- og plantelivet. Loven skal desuden medvirke til at
beskytte menneskets sundhed i forbindelse med genteknologi.
Den danske lov om miljø og genteknologi er den nationale
gennemførsel af EU direktiv nr. 2001/18/EF af 12. marts 2001
om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og
om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF (også kaldet ’udsætningsdirektivet’)
Derudover er den danske lov samtidig også den nationale
gennemførsel af EU direktiv nr. 90/219/EØF om indesluttet
anvendelse som ændret ved direktiv 98/81/EF.
Udsætningsdirektivet blev senest revideret i 2001, med
ikrafttræden 17. oktober 2002. For at efterleve forpligtelserne
i udsætningsdirektivet gennemførte Danmark en revision af lov
om miljø og genteknologi i foråret 2002. Se lov
– lbk nr. 981 af 3. december 2002 om miljø og
genteknologi.
Regulering af GMO’er i Danmark er således harmoniseret i
forhold til de øvrige EU landes lovgivning. Dog er den danske
lov bredere i sit anvendelsesområde, idet loven også
indeholder bestemmelser om transport og import samt om
indesluttet anvendelse af planter og dyr.
Samtidig med den nye lov trådte også tre bekendtgørelser i
kraft. Det drejer sig om to bekendtgørelser om godkendelse af
produktion med henholdsvis genetisk modificerede mikroorganismer
og planter og dyr. En tredje bekendtgørelse handler om
udsætning af genetisk modificerede organismer. Sidstnævnte
bekendtgørelse indeholder de mere detaljerede regler i
udsætningsdirektivet.
Reguleringen af indesluttet anvendelse af GMO’er er i
Danmark ligeledes harmoniseret i forhold til de øvrige EU
landes lovgivning. Reglerne fremgår af Miljøministeriets bekendtgørelse
nr. 829 af 3. oktober 2002 om godkendelse af produktion med
genetisk modificerede planter og dyr, samt bekendtgørelse
nr. 830 af 3. oktober 2002 om godkendelse af produktion med
genetisk modificerede mikroorganismer. Begge bekendtgørelser
har hjemmel i § 8 i den gældende lov
– lbk nr. 981 af 3. december 2002 om miljø og
genteknologi.
Bestemmelser om definitioner, undtagelser, krav til
ansøgning, anmeldelse, godkendelse, gebyr, klage, tilsyn og
håndhævelse er nærmere beskrevet i den danske lovgivning.
Liste over relevant dansk lovgivning
Beslutningsproceduren i Danmark ved ansøgning om
forsøgsudsætning
Afgørelser om forsøgsudsætninger af GMO’er er et
nationalt anliggende. Dvs. at de enkelte EU medlemslande selv
afgør, om de vil tillade den enkelte forsøgsudsætning. EU
medlemslandene orienterer hinanden om hvilke
forsøgsudsætninger, der påtænkes. Alle medlemslande har
mulighed for at kommentere påtænkte forsøgsudsætninger i
andre medlemslande via et elektronisk kommunikationssystem (SNIF
systemet), som administreres af
Joint Research Centre (JRC) under Europa-Kommissionen. (Få mere
information på JRC’s hjemmeside
Reglerne for hvorledes EU landene skal træffe afgørelser om
forsøgsudsætninger er dog harmoniserede. Reglerne findes i del
B i Udsætningsdirektivet (Direktiv 2001/18/EF). Disse er i
Danmark implementeret i bekendtgørelse om udsætning i miljøet
af GMO'er.
Beslutningsproceduren i Danmark ved ansøgning om indesluttet
anvendelse
Afgørelser om GMO’er til indesluttet anvendelse er ligesom
forsøgsudsætninger et nationalt anliggende. Men der er fælles
EU regler for, hvorledes afgørelser skal træffes, nemlig efter
EU direktivet om indesluttet anvendelse, direktiv 1990/219/EF
som ændret ved direktiv 98/81/EF.
Ved indesluttet anvendelse af GMO’er skelnes der i Danmark
imellem på den ene side ansøgninger om forskning og
storskalaforsøg, som godkendes af Arbejdstilsynet efter
udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen, og på den anden side
produktion med GMO’er, som godkendes af Skov- og
Naturstyrelsen.
’Godkendelse til produktion’ omfatter godkendelse af
produktionsanlæg og produktionsorganisme. I allerede godkendte
anlæg kan der efterfølgende anmeldes nye produktioner efter
simplificerede procedurer. Afgørelser om anmeldelser træffes
også af Skov- og Naturstyrelsen.
[Figur er under udarbejdelse]
Markedsføring – en fælles EU afgørelse
Godkendelse til markedsføring af GMO’er er en fælles
EU beslutning. Dvs. at en GMO ikke kan markedsføres i kun et EU
medlemsland, men skal godkendes til markedsføring i alle EU
lande og derefter kan handles og dyrkes overalt på EU’s Indre
Marked.
Markedsføring af GMO’er kræver en godkendelse enten efter
EU’s regler i Udsætningsdirektivet (Direktiv 2001/18/EF)
eller, hvis der er tale om fødevarer, efter forordningen om nye
levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser (Forordning nr.
258/97).
"Markedsføring" er defineret i
Udsætningsdirektivets art. 2, stk. 4:
"Markedsføring": stillen til rådighed for tredjemand
mod betaling eller vederlagsfrit."
GMO’er, der er omfattet af direktivet om indesluttet
anvendelse af GMO (Direktiv 90/219/EØF som ændret af
98/81/EF), er ikke omfattet af denne markedsføringsdefinition.
At stille GMO’er til rådighed udelukkende til
forsøgsudsætning betragtes heller ikke som markedsføring.
Skal GMO’en markedsføres i EU med henblik på at blive
solgt som dyrkningsafgrøde, skal GMO’en også have en
sortsliste-godkendelse.
En godkendelse til markedsføring i EU skal fornyes efter 10
år.
Firmaer, der ønsker at søge om markedsføringsgodkendelse
af en GMO i EU, skal sende ansøgningen til de kompetente
myndigheder i det EU medlemsland, hvor GMO’en ønskes
markedsført først. Den videre behandling af ansøgningen sker
i de øvrige medlemslande i samspil med Europa-Kommissionen. Se
mere om markedsføring i EU af GMO på Europa-Kommissionens
hjemmeside
eller: Læs
mere her
Der er vedtaget ny EU lovgivning, som vil ændre
godkendelsesprocedurerne for markedsføring af GMO. Denne
forventes at finde anvendelse fra foråret 2004
|