Retur til index - Naturplejestrategi

Skov- og Naturstyrelsen

Retur til styrelsens hjemmeside
Strande klitter og klinter

Dette kapitel samler op på de ikke § 3-beskyttede, kystnære naturtyper, således at naturplejestrategien omfatter samtlige åbne naturtyper på Skov- og Naturstyrelsens arealer. Strande, klitter og klinter er blandt de få danske naturtyper, som har et stort præg af oprindelighed i landskabsformer, vegetation og dynamik på trods af forskellige menneskelige aktiviteter så som kystsikring og klitdæmpning. De nævnte naturtyper er ikke omfattet af den generelle biotopbeskyttelse efter naturbeskyttelseslovens § 3, men er omfattet af lovens § 8 (om klitfredning) eller § 15 (om strandbeskyttelseslinien).

Naturbeskyttelseslovens § 8 omhandler de klitfredede arealer, dvs. strande og klitområder langs den jyske vestkyst, hvor styrelsen både er administrerende myndighed og tilsynsmyndighed samt forestår sandflugtsdæmpningen. Lovens § 15 om strandbeskyttelseslinien administreres af amterne.

Efter naturbeskyttelseslovens § 53 skal miljø- og energiministeren iværksætte de foranstaltninger, der er nødvendige for at dæmpe sandflugt på de klitfredede arealer efter lovens § 8 og § 9. Det gælder både på privatejede arealer og på arealer, som styrelsen ejer.

Efter at den tidligere Sandflugtslov i 1992 blev indarbejdet i Naturbeskyttelsesloven, skal styrelsen ved administrationen af bestemmelserne om klitfredning og sandflugtsdæmpning, ud over opfyldelse af kravet om at foretage de nødvendige foranstaltninger til at dæmpe sandflugt, også varetage naturbeskyttelsesmæssige og landskabelige hensyn.

Naturplejestrategi for de klitfredede arealer opfylder således begge ovennævnte hensyn.

Afgrænsning af strande, klitter og klinter mod beslægtede arealtyper
De ovennævnte kystnære naturtyper adskilles primært indbyrdes og fra andre naturtyper ved forskelle i vegetations- og jordbundsforhold. Overgangen kan være tydeligt markeret ved terrænforskelle, hegn, diger, veje og skovbryn mm., men kan også være jævn eller mosaikagtig.

Særligt kan overgangen mellem klit og klithede være vanskelig at definere. Den klassiske klitserie fra strand og forklit over hvid klit, grøn klit og grå klit til klithede bliver i naturbeskyttelsesmæssig sammenhæng reduceret til de to grove kategorier klit og klithede. I praksis foretages adskillelsen således at dér, hvor den åbne og levende hvide klit ophører, begynder klitheden.

Til stranden medregnes den del af kysten som kan oversvømmes ved højvande, og som består af åben - og i det mindste i vinterhalvåret vegetationsløs - sand, grus eller stenbund. Hvor der på lave, kystnære arealer findes en vedvarende, sammenhængende grønsvær regnes denne som strandeng (kap. 4, side 40).

Ved klinter forstås i denne sammenhæng kun åbne, delvist ubevoksede skrænter udsat for erosion. Stabile, vegetationsklædte skrænter vil normalt falde ind under arealtyperne skov, krat eller overdrev (kap. 2, side 29).

Udviklingen i de kystnære naturtyper
Ved åbne, vindeksponerede kyster vil udviklingen som følge af bølgeerosion og materialevandring langs kysten gå i retning mod en udligningskyst vinkelret på den fremherskende vindretning. Den relative landhævning og landsænkning, vade- og marskdannelse og dannelse af odder og strandvoldssystemer er andre eksempler på naturlige processer, som har omformet og stadig omformer kystlandskaberne.

Skovødelæggelse, udpining af jorden eller overgræsning har i flere perioder medført omfattende sandflugt og i nyere tid har bl.a. havneanlæg, kystsikring, inddigning af lavvandede områder og anlæg af broer og vejdæmninger bevirket store ændringer i landets kystområder og grebet ind i de naturlige processer. Forandringer i den undersøiske vegetation kan have stor indflydelse på kysterne. Således bevirkede ålegræssets kraftige tilbagegang i de danske farvande i 1930`erne en øget bølgeerosion, hvilket mange steder har medført en forskydning fra sand- til stenstrand og øget erosion af kystklinter. I fremtiden vil følgerne af menneskeskabte klimaændringer, særligt øget vandstand i havet, kunne bevirke store ændringer i lavtliggende kystområder.

Vegetationens forhold i den kystnære natur er præget af en udtalt dynamik i samspillet mellem de ovennævnte naturlige processer og kulturpåvirkninger og det geologiske udgangsmateriale. På trods af store forskelle året igennem og mellem enkelte år, er vegetationsbilledet i de mest naturlige kystområder dog overordnet set en form for klimakstilstand, som kan opretholde sig uden menneskelig indgriben, og hvor skovindvandring normalt ikke vil finde sted.

For en grundig redegørelse for kystnaturens forhold henvises til Danmarks Natur bind 4 og 10.

Pleje af strande, klitter og klinter
Strande, klitter og klinter er som oprindelige naturtyper ikke afhængige af pleje for at kunne bevares. Set ud fra et naturmæssigt synspunkt vil en fri og naturlig dynamik i disse områder være det mest ønskværdige. Den naturligt åbne og lavtvoksende vegetation har desuden normalt ikke noget egentligt plejebehov i form af f.eks. husdyrgræsning. Derfor bør klitdæmpning som udgangspunkt kun vedligeholdes, hvor undladelse heraf vil føre til ødelæggelse af væsentlige samfundsmæssige værdier. På klitfredede arealer er der efter naturbeskyttelseslovens § 53 en pligt til nødvendig dæmpning, men kravet om nødvendig dæmpning er væsentligt mindre på en betydelig del af Skov- og Naturstyrelsens klitarealer, hvor risikoen for skade på samfundsmæssige værdier er meget ringe.

Ved klitdæmpning og etablering af klitplantager og læhegn er der gennem de sidste godt 200 år gjort en meget stor indsats, som har standset tidligere tiders hærgende sandflugt. Frygten for sandflugt sidder dog stadig mange steder dybt i befolkningen. Klitdæmpningen er også landskabsdannende, og en del af den klitdæmpning, som udføres i dag, skyldes i lige så høj grad et ønske om at bevare landskabsformer som beskyttelsen af værdier mod sandflugt. Hvor der bag klitterne findes væsentlige samfundsskabte værdier, som kan tage skade ved undladelse af klitdæmpning, skal denne stadig foretages jvf. naturbeskyttelseslovens § 53, men accept af en begrænset sandflugt vil kunne tilføre visse af Skov- og Naturstyrelsens kystlandskaber en spændende dynamik uden eller med meget begrænsede økonomiske konsekvenser. Der vil desuden kunne spares omkostninger, og med dagens teknik vil eventuelle truende udviklinger hurtigt kunne afvendes. Kystsikring udføres for at modvirke kystens tilbagerykning på steder, hvor denne truer ejendomme, sommerhuse og andre værdier. Kystsikring sorterer under Trafikministeriet. Høfder, bølgebrydere og skræntfodssikringer m.m. er ofte landskabeligt set forstyrrende og geologisk og biologisk uheldige. Det vil løbende i forbindelse med driftsplanlægningen blive undersøgt, om der på Skov- og Naturstyrelsens kyststrækninger findes områder, hvor det ud fra en samlet betragtning er muligt og ønskeligt at afvikle kystsikring og indgå i dialog med de relevante parter herom.

Rynket Rose og Bjerg-Fyr, som begge er ikke-hjemmehørende og stærkt invasive arter, erobrer mange steder anselige områder i de kystnære naturtyper. I de tætte krat, som disse arter danner, udelukkes den naturlige vegetation efterhånden fuldstændig. Rynket Rose er især et problem, idet dens hyben kan spredes med saltvand, og den erobrer ofte pladsen allerede i landvegetationens yderste forposter. Samtidig er den meget vanskelig at bekæmpe ved nedskæring, da den skyder kraftigt igen fra sit omfattende rodsystem. De dybtgående rødder er desuden i stand til at hente næring fra eventuelle rigere jordlag op gennem klitsandet, hvilket kan give grundlag for en vegetationsudvikling mod krat af f.eks. pil og bævreasp med islæt af nælder og tidsler.

Fåregræsning kan være effektiv mod Rynket Rose, men vil ofte være uønsket særligt i de yderste dele af kystnaturen. Græsning på klitfredede arealer er ikke tilladt uden forudgående dispensation. Round-up behandling kan - korrekt udført - have god effekt, men vil ikke længere være tilladt fra år 2003 (jf. afsnit 3.4.3, side 16). Det er derfor indlysende, at der er et stort behov for at udvikle pesticidfrie alternativer. Gentagen nedskæring eller slåning af rosenkrattenes yderkanter er ikke en endelig løsning, men hæmmer i det mindste yderligere udbredelse.

Ud over bekæmpelse af uønskede arter vil behovet for egentlig naturpleje i de kystnære naturtyper ofte være meget begrænset eller ikke-eksisterende. I områder med intensiv rekreativ benyttelse kan der være behov for affaldsindsamling og modvirken af slitage i klitter. Opskyllet affald nødvendiggør desuden, særligt på den jyske vestkyst, en omfattende og vedvarende indsats. Standrensning varetages normalt af kommunerne, mens skovdistrikterne fjerner affald, der er blæst op i klitterne.

For en nærmere redegørelse for plejebehov og trusler i klitter og for sandflugtsdæmpning henvises til Naturplejebogen (Skov- og Naturstyrelsen 1993).

Skov- og Naturstyrelsens arealer med strande, klitter og klinter
Ifølge det Centrale SkovRegister 1998 udgør Skov- og Naturstyrelsens samlede areal med strande 5014 hektar, arealet med både de klitfredede og ikke klitfredede klitter 4.719 hektar og arealet med skrænter 174 hektar.

Strandarealet (arealkode STB - strandbred) vurderes at være opgjort næsten så præcist, som det er muligt i betragtning af de naturlige ændringer, som det konstant undergår.

Klitarealet har derimod tidligere været sat langt højere (f.eks. til 5998 hektar i 1992). Reduktionen skyldes, at naturbeskyttelseslovens hedebegreb indbefatter klitheder, som tidligere blev litreret sammen med den egentlige hvide klit. Som konsekvens heraf er store klitarealer blevet omkategoriseret til hede (HED). Fremover vil arealkoden for klit (KLI) være forbeholdt de levende, hvide klitter. Der kan derfor ved de kommende driftsplanrevisioner på klitdistrikterne forventes at ske yderligere nogen forskydning i denne retning.

Det vides ikke, hvor stor en del af skræntarealet (arealkode SKR), som udgøres af egentlige, aktive kystklinter. Desuden vil mange, lave kystklinter være arealmæssigt for små til at kunne litreres selvstændigt, uanset deres samlede længde kan være ganske betydelig.

Strategi for pleje af Skov- og Naturstyrelsens arealer med strande, klitter og klinter
Skov- og Naturstyrelsens strategi for den fremtidige pleje af strande, klitter og klinter sammenfattes i nedenstående punkter. Disse skal ses i sammenhæng med de generelle retningslinier for plejens udførelse, som er omtalt i afsnit 3.4.

1. Strande, klitter og klinter, som ejes af Skov- og Naturstyrelsen, og som er beskyttet efter na- turbeskyttelsesloven, skal som udgangspunkt bevares i så naturlig en tilstand som muligt.

2. Hovedformålet med forvaltningen af de kyst- nære naturtyper skal være at sikre og forbedre vilkårene for de naturlige, landskabsdannende processer og for det vilde plante- og dyreliv, og derved bidrage til at bevare en vigtig del af den biologiske mangfoldighed. Der skal endvi- dere tages hensyn til bl.a. landskabelige, kul- turhistoriske og rekreative interesser.

3. Der skal ved arronderinger, erhvervelser og forvaltningsaftaler søges at sikre sammenhængende arealer med de kystnære naturtyper, som så vidt muligt sammen med andre naturtyper skal indgå i større, sammenhængende naturområder med ekstensive driftsformer og fri succession.

4. Det skal på Skov- og Naturstyrelsens kystnære arealer i hvert enkelt tilfælde overvejes grundigt, om en hidtidig kystsikrings- eller dæmpningspraksis kan undlades eller reduceres i omfang og intensitet. Det skal herved accepteres - og betragtes som et gode - at de naturlige, landskabsdannende processer kan foregå i et større og friere omfang end hidtil. Hvor konsekvenserne er begrænset til arealer ejet af Skov- og Naturstyrelsen, og hvor ikke større, samfundsmæssige værdier i øvrigt bringes i fare, vil det sine steder ogs† kunne indebære øget kysttilbagerykning og nogen sandflugt.

5. Klitdæmpning og lign. må normalt kun udføres i det omfang, det er nødvendigt for at sikre større værdier og for at modvirke eller genoprette skader som følge af publikums slid. Der kan i fornødent omfang etableres stier med belægning af diverse baturmaterialer, trapper mm. for at kanalisere færdsel fra baglandet gennem klitter og over kystskrænter til stranden, for herved at begrænse slidskader mest muligt. Sådanne indretninger, og evt. skiltning i forbindelse hermed, skal udføres så enkelt, diskret og naturnært som muligt.

6. Intensiv naturpleje i form af f.eks. husdyr græsning vil normalt ikke komme på tale i klitter og på strandbredder. Græsning og etablering af hegn kræver desuden forudgående dispensation. Den egentlige pleje, som kan finde sted, vil overvejende være rettet imod oprydning af forurening og affald og imod bekæmpelse af uønsket plantevækst. Strandrydning og bekæmpelse af invasive, ikke-hjemmehørende arter (særligt Rynket Rose og Bjerg-Fyr) skal som minimum foretages i et omfang, så problemerne ikke øges.

7. I de kystnære naturtyper m† der ikke foretages jordbearbejdning, gødskning, sprøjtning, kalkning el. lign. Bortset fra plantning af Hjælme i forbindelse med nødvendig klitdæmpning, må der ikke foretages plantning eller udsåning af græs, urter, træer eller buske.

8. Ved de kommende driftsplanrevisioner skal der ske en beskrivelse af de naturmæssige og øvrige interesser, målsætning og pleje for hvert enkelt omr†de med kystnære naturtyper på statsskovdistrikterne. For klitternes ved kommende er der i 1992-94 udarbejdet et grundlag herfor i "Danske Klitter - en oversigtlig kortlægning" (Skov- og Naturstyrelsen 1994). Der skal udpeges områder, hvor sandflugtsdæmpning og kystsikring kan minimeres eller helt ophøre uden at væsentlige samfunds- mæssige værdier trues.

På klitfredede arealer gælder det særlige, at distriktet hvert år i overensstemmelse med "Instruks om klitfredning" gennemgår de fredede klitstrækninger med henblik på at fastlægge det kommende års indsats.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

til top