Vordingborg - en guide

Kolofon

Gemt bag Oringehalvøen på Sydsjællands Kyst ligger en af Danmarks mægtigste middelalderborge, Vordingborg.

Fra Valdemar den Store grundlagde borgen omkring år 1160 til Valdemar Atterdags død i 1375 stod Vordingborg i centrum for Danmarks udenrigspolitik.

I løbet af de 200 år udviklede Vordingborg sig fra et lille, befæstet anlæg til en mægtig borg med 9 tårne og 12 halvtårne bundet sammen af en næsten 800 m lang fæstningsmur.

Efter Valdermar Atterdag oplever borgen en gradvis tilbagegang, og efter Svenskekrigene i midten af 1600-tallet rives de gamle bygninger ned. Men et fornemt palæ rejser sig som en Fugl Phønix i borgens sted. Det blev bygget i 1671-73 til Prins Jørgen, Frederik III’s søn. Af dette palæ står nu kun en mandskabsfløj tilbage. Den rummer i dag Sydsjællands Museum.

Turen begynder på det nuværende Slotstorv (1), hvor en mægtig bro over den dybe voldgrav engang forbandt Valdemar Atterdags borg med omverdenen. Den fortsætter rundt i forborgen (2) og videre ind i højborgen (3) mod syd.

Turen slutter med et besøg i Gåsetårnet (4), Danmarks bedst bevarede fæstningstårn fra middelalderen. Langs den vestlige ringmur ligger den fredfyldte, historisk-botaniske have (5).

Er der endnu lidt kræfter tilbage anbefales et besøg i Sydsjællands Museums (6) udstilling om borgen. Til sidst fortælles mere bredt om borgens historie og vigtige betydning i middelalderens Danmark.

Kort over minder fra middelalderen omkring Vordingborg

Rundt om borgen
Mod syd er Vordingborg naturligt beskyttet af en høj, stejl kystskrænt, mens dybe ådale har skærmet borgen mod øst og nordvest.

I 1300-tallet forstærkes befæstningen af Valdemar Atterdag. Ådalene omdannes til brede voldgrave, og borgarealet omsluttes af en mere end 8 m høj ringmur.

Voldgraven (1) nord for borgen står endnu vandfyldt, men det bedste indtryk af dens mægtighed fåes mod øst, hvor den tørlagte voldgrav er bevaret i sin fulde bredde.

Ringmuren er overalt mere eller mindre nedbrudt. Kun, hvor muren støder til Gåsetårnet (2), er den bevaret i sin fulde højde. Også andre steder er der bevaret spændende detailler i murene: For eksempel er der med jævne mellemrum rester af halvtårne (3), der skyder sig ud fra muren.

De er åbne ind mod borgen. Herfra kunne bueskytter skyde ned langs ringmurens yderside.

Tårne
I sydøst og sydvest har stået mægtige tårne.  Ormetårnet (4) mod sydøst har været ottekantet. I voldgraven nedenfor Ormetårnet udgravede arkæologer i 1916 rester af et trægalleri, der har siddet på tårnet. Galleriet er dateret til år 1364. Galleriet antyder, at tårnet har været så højt, at man har haft behov for en forsvarsplatform i en velegnet skydehøjde.

Af det kvadratiske hjørnetårn i sydvest (5) er kun bevaret den nederste meter.

Model af trægalleri på Ormetårnet. Efter C.M. Smidt.

Porte
I søndre ringmur, tæt vest for Ormetårnet ses den ene af borgens to porte, Vandporten (6) ud til havnen. Sporene efter portbygningen anes endnu i murværket på begge sider af portåbningen. Åbenbart har porten udgjort et svagt punkt i forsvaret, for den er blevet muret til allerede i middelalderen. Bag porten har arkæologer udgravet portbygningens fundamenter, og over portbuen ses fire bjælkehuller. Her har siddet en fremspringende, træbygget karnap til forsvaret af porten og den foranliggende bro eller dæmning.

Borgens hovedport lå ved et mægtigt tårn, Møllebækstårnet (7),

der stod midt på det nuværende Slotstorv. I middelalderen var her voldgrav, og en lang træbro førte fra Algade over til borgen. Møllebækstårnet blev revet ned i 1743, og en udgravning i 1923 viste, at nedrivningen og etableringen af Slotstorvet har medført, at der nu kun står en lille rest af tårnets fundament tilbage under asfalten.

Inden for murene - forborgen
Forborgen deler sig naturligt i tre: en nordre forborg, hvor den vigtigste bygning er Andreaskirken, en østre forborg, kaldet Saras Have, og en vestre forborg.

Forborgene har summet af liv i middelalderen. Her lå magasiner, stalde til heste og køer, mandskabsbygninger, køkkener og forskellige administrationsbygninger. Når man i dag står på den store græsplæne indenfor Vordingborgs ringmure, kan det være meget svært at forestille sig den levende borg. Desværre har vi stort set kun Peder Hansen Resens stik fra slutningen af 1600-tallet samt nogle arkæologiske undersøgelser til at hjælpe os.

Stikket er ikke korrekt, for eksempel er Gåsetårnet placeret forkert, og de arkæologiske undersøgelser omkring år 1900 har afsløret flere bygninger, der ikke optræder på Resens stik.

Den nordre forborg (1)
I dag er kun een bygning markeret med synlige græsvolde. Det er borgens kirke, Skt. Andreas (2). Kirken havde et bredt vesttårn; den dekorerede søjlefod af granit er den sidste rest af en dobbelt arkade mellem skib og tårnrum. 

Ser man godt efter, kan man ane endnu en bygning ved ringmuren (5) bag den store flagstang. De øvrige kendte bygninger er i dag fuldstændigt gemt under græstæppet.

Den østre forborg (3)
Den østre forborg syd for Gåsetårnet kaldes Saras Have. Navnet henviser til en dygtig kone, der i 1800-tallet havde byens flotteste have på arealet.

Nu er der ingen synlige bygninger i Saras Have, men på et 1700-tals prospekt af Prins Jørgens Palæ ses Kancelliet (6) lige syd for Gåsetårnet. Det var bygget sammen med ringmuren, ja der var endog isat vinduer i selve ringmuren.


Kancelliet lå nær Gåsetårnet.

Kancelliet blev bygget omkring år 1500. Det blev bortsprængt med krudt i midten af 1700-tallet.

Ormehaven (7) er opkaldt efter Ormetårnet, borgens sydøstre tårn. Her har arkæologerne udgravet en stor "søjlehal" (8) fra sen middelalder. Den er mere end 40 m lang og 16 m bred. Ned gennem bygningen står syv søjler forbundet med en smal mur. Søjlerne står forskudt for bygningens midterakse. Ud for de to yderste søjler står endnu et sæt.

Søjlehallen har en række skydeskår i nordgavlen.

Skydeskårene var rettet ud mod en smal passage mod et nord for liggende hus (9). Passagen leder ud til en smal udfaldsport i ringmuren, der altså har været stærkt bevogtet. På et tidspunkt er passagen blevet ombygget og måske forsynet med et hvælv, så skydeskårene i dag kun kan ses fra søjlehallen.

I sydmuren ses den tilmurede Vandport (10).

Midt i Ormehaven ligger to store murstensklodser (11). De hører ikke til middelalderborgen men er fundamenter til en stor havetrappe til Prins Jørgens 1600-tals palæ.

Den vestre forborg (4)
Sydvest for Sydsjællands Museum ligger den vestre forborg. Af Resens prospekt og billederne af Prins Jørgens Palæ fremgår, at denne del af borgen endnu i 16-1700-tallet var tæt bebygget.

Ved udgravninger har man fundet gulvet til en stor lade, og helt nede ved borgens sydvestre hjørne ses endnu rester af en kridtstensbygning (12). Kridtstenene blev brudt i Stevns Klint, der også leverede sten til biskop Absalons borg i København.

Indenfor murene - højborgen
Længst mod syd på borgen markerer en lav græsvold den nordre ringmur uden om kongens domæne, højborgen.

Forsvarsværker
Højborgen (1) er formet som et uregelmæssigt kvadrat. Med sine næsten 2 m tykke mure, kraftige hjørnetårne og det mægtige porttårn midt for den nordre ringmur er højborgen den stærkest befæstede del af borgen.

Højborgens tårne og ringmure er fra Valdemar Atterdags store ombygning i midten af 1300-tallet. Dog kan en mindre del af sydmuren føres tilbage til 1200-tallet.

Af Valdemarstårnet (2) i nordvest og det navnløse nordøstre tårn (3) er der ikke meget tilbage. Men der er bevaret nok til at give et indtryk af den kraftige befæstning.

Det bedste indtryk af den stærke befæstning giver højborgens sydvestre hjørne, hvor resterne af Vandtårnet udgør Store Ruin. På begge sider af den ses udragende sten og bjælkehuller, der er spor efter bygninger, som har været muret på ringmuren.

Jomfrutårnet (5) mod sydøst er næsten helt væk, men der er indrettet en dejlig udsigtsplatform på stedet. Udsigten herfra er meget smuk og illustrerer fint, hvorfor borgen blev lagt netop her.Kystskrænten nedenfor synes næsten uindtagelig, og fra tårnets tinder kunne man overvåge al sejlads mellem "Sydhavsøerne" og Sjælland.

Bygninger
I højborgens nordøstre hjørne ligger kældrene til yderligere to bygninger. Kældrene er tidligst opført i 1400-tallet og har sikkert tilhørt de bygninger, der på Resens prospekt kaldes Øster-Sal.

Den ene kælder langs østre ringmur kaldes Vinkælderen (6), fordi den har et gulv med afløbsrender, der måske har tjent til at opsamle dryp fra vintønderne. Den anden kælder langs den nordre ringmur (7) har endnu betydelige rester af det tøndehvælv, der engang har dækket rummene.

I 1997-98 udgravedes borgens ældste, stenbyggede Palatium, den kongelige residens (8) fra omkring år 1200.

                          Udgravning af palatiet.

Palatiet er dækket til igen efter udgravningen, men det ligger lige under græsset op mod den søndre ringmur. Det har to kælderrum i øst og et køkkenafsnit i vest.

Den næsten 30 m lange bygning findes ikke på Resens Prospekt. Det er sandsynligvis blevet revet ned senest omkring år 1500. Måske var det her Valdemar Sejr underskrev Jyske Lov i 1241.

Højborgens ringmure, kældre og palatium er altså fra forskellig tid, men meget tyder på, at bygningerne på højborgen er blevet udskiftet omkring år 1500. Det kan være forklaringen på, at området på Resens Prospekt kaldes "Nye Slot".

Gåsetårnet
Den eneste fuldt bevarede bygning på Vordingborg er Gåsetårnet, det største af Valdemar Atterdags 9 hovedtårne på borgen.

Tårnet har sit navn efter en guldgås, som Valdemar Atterdag efter sigende skulle have kronet tårnet med. Gåsen var et sindbillede på Hansestæderne, Valdemar Atterdags hovedfjende. Han omtalte dem som en flok farligt skræppende, men ellers ufarlige gæs. Gåsetårnet er efter traditionen opført efter 1364.

Den forgyldte gås, der knejser på spiret, er sat op i 1871. Den gås, som Valdemar Atterdag kronede tårnet med, var snarest en vindfløj af rent guld. Guldet stammede fra en løsesum, som Hansestæderne betalte for at få frigivet krigsfanger efter en mislykket belejring af Helsingborg i 1362.

Amtsforvalter Rejersens enke forærede Gåsetårnet til det offentliges "Nytte, Brug og Eie" den 24. december 1808. Dermed blev tårnet det første, fredede fortidsminde i Danmark.

Kobberspiret er også sat på tårnet i forbindelse med en større restaurering i 1871. På gamle billeder har tårnet et tegltag. Det er mest sandsynligt, at tårnet i middelalderen øverst havde en flad platform, så man bag brystværnets 11 skydeskår, der dengang kunne lukkes til med træskodder, kunne operere frit med armbrøst eller krigsmaskiner.

De mægtige mure i det stærke fæstningstårn skulle kunne modstå de store stenkugler fra datidens kastemaskiner. Murene er øverst kun 75 cm tykke, men ved foden er de ca. 3,5 m tykke på den side, der vender bort fra borgen.

Murene er 26 m høje. Fra platformen øverst kunne man ikke forsvare sig, hvis fjenden var trængt helt frem til borgens ringmure. Derfor er der en dør 10 m oppe på den side af tårnet, der vender ud mod voldgraven. Døren er i dag muret til, men i middelalderen førte den formodentlig ud til et trægalleri, svarende til det på Ormetårnet. Herfra kunne bueskytter skyde ned langs ringmurene på begge sider af tårnet.

Tårnets oprindelige indgangsdør ses i højde med ringmurens vægtergang ca. 6 m over jorden. Formodentlig har en træbro forbundet vægtergang og tårndør. Den nuværende indgangsdør blev sat ind i tårnet i 1821-22, da det blev sat i stand og åbnet for besøgende.

Tårnet er smykket med et rudemønster af sortbrændte munkesten. Lignende mønstre findes på adskillige af Nordeuropas teglbyggede borge. Man har diskuteret, om der ligger en dybere mening bag dem - er det værgetegn, værdighedstegn eller lignende? Men indtil dato ser det ud til, at de udelukkende skulle få bygningerne til at se smukke ud. De er altid placeret meget synligt.

En mørtelstribe på nordsiden af tårnet antyder, at der har stået et hus her. Man har imidlertid ingen efterretninger om det og heller ingen billeder, der viser hvad det har været for et hus, eller hvornår det er fra.

Gåsetårnets indre
Tårnet indeholder kælder og 5 stokværk, der skifter størrelse og form, efterhånden som murtykkelsen aftager op gennem tårnet.

5. stokværk
Murværket i det 8-kantede rum øverst har afsatser til et krydshvælvet loft. Om hvælvet nogensinde er blevet bygget, vides ikke. Et hvælv gav god beskyttelse mod brandpile eller kastesten, der måtte havne på tårnets tag. Fra dette stokværk fører en trappe i muren op til taget.

4. stokværk
Smalle åbninger i murværket leder dagslyset ind. Lysåbningerne på de andre stokværk vender ud mod de fire verdenshjørner. Her er de forskudt 45º, så man fra tårnets indre kunne overvåge hele horisonten.

3. stokværk
På dette stokværk er rummet kvadratisk med afskårne hjørner. Hverken her eller i de øvrige rum ses spor efter kaminer eller ovne. Tårnet er udtænkt og opført som fæstningstårn, ikke til beboelse.

2. stokværk
Fra dette stokværk fører en smal gang i rummets sydøst-hjørne ud til det ydre galleri. I 1739 blev døråbningen tilmuret og indrettet til "hemmelighed", datidens lokum. Brættet sidder der endnu. I 1400-tallet er rummet blevet opdelt med en træbygget væg, en bulvæg. Måske for at sikre det sårbare punkt, som døren ud mod fjendeland har været. Bulvæggen er en gammel ydervæg til et hus fra 1360´erne og er den eneste af sin art herhjemme. Den bærer præg af mange års påvirkning af vind og vejr.

1. stokværk
Her er tårnets oprindelige indgang. Den har været godt sikret. Yderdøren kunne boltes indefra - man kan se bolthullerne på begge sider af døren.

Snit gennem Gåsetårnet. Model af Robert Harvest.

En smal gang gennem den to meter brede mur blev i middelalderen lukket af en indre dør, der ligesom den ydre kunne boltes til - også her ses bolthullerne endnu i væggen. Den videre vej gennem tårnet er sket ad løse stiger. De faste trætrapper er først sat op i 1821.

Kælderen
Den 6 m dybe kælder har været et mørkt og dystert rum med kun een lysåbning øverst oppe mod vest. I middelalderen havde kælderen et muret, tøndehvælvet loft, hvis spor endnu ses over den "nye" indgangsdør og under trappen. Måske har kælderen været hvælvet for at beskytte værdisager mod brand.

Tårnenes navne
De fleste af tårnene på Vordingborg har navn: nogle meget romantiske, andre mere kontante.

Navnene på tårnene optræder ikke i de få middelalderlige doku-
menter, der omtaler Vordingborg, men de findes alle på Peder
Jensen Resens stik fra slutningen af 1600-tallet. Navnene på borgens øvrige bygninger stammer enten fra Resens stik, eller de er opfundet af de arkæologer, som udgravede dem.

Gåsetårnet har navn efter guldgåsen i toppen. Ormetårnet har måske fået sit navn, fordi man har haft slanger (hugorme) i tårnets kælder, eller fordi der i dette hjørne af ruinen var mange stålorme. Endnu i dag ses en sjælden gang stålorme - og ofte firben, der soler sig på borgens mure.

Jomfrutårnets og Valdemarstårnets navne giver næsten sig selv. Jomfruer og riddere er tæt knyttet til en gammel, men endnu levende romantisk opfattelse af borge, så mon ikke baggrunden for Jomfrutårnets navn skal søges her. Og kongenavnet Valdemar er uløseligt knyttet til Vordingborg.

Møllebæktårnets navn er interessant, fordi det vidner om tilstedeværelsen af en mølle tæt ved borgen. Af afgiftsmæssige grunde var mølledrift forbeholdt kongen eller hans høvedsmænd. Møllerne lå derfor ofte tæt knyttet til kongens og adelens borge. Meget tyder på, at muligheden for mølledrift var næsten ligeså bestemmende for, hvor borgene blev bygget som stedets forsvarsstrategiske muligheder.

Den historisk-botaniske have
Haven blev anlagt i 1921 under indtryk af den blomstrende fortids- og hjemstavnsdyrkelse efter 1. verdenskrig.

Den historisk-botaniske have var den første af sin art herhjemme. Den er tegnet af havearkitekt G.N. Brandt. Dens forbillede er renæssancehaven, som den bl.a. er beskrevet i den ældste danske havebog fra 1647: Hans Raszmussøn Block, Horticultura Danica: "Hvorledis en zirlig oc nyttig Urte-Hawe i Dannemarck kand anrettis, beprydis oc ved Mact holdis".

Nogle af havens elementer er taget direkte fra Blocks bog. Mønstret i buksbomhaven (1) er således nøje kopieret fra Block. Andre elementer, som de røde lysthuse og havens overordnede indretning er inspireret af kobberstik fra 1500-tallet.

Haven syd for buksbomhaven er opdelt i fire kvarterer omkring en central lavendelhave (2). I urtebedene i det nordvestlige kvarter (3) findes mange af de giftplanter, der igennem tiderne har været anvendt i læge- og trolddomskunst.

I det nordøstlige kvarter (4) vises et udsnit af gamle køkkenurter. Her findes for eksempel en kvan, hjemhentet fra Erik den Rødes gård på Grønland. I det sydvestlige kvarter (5) står vilde og forvildede spise- og lægeurter, der også optræder i den danske natur. Endelig rummer det sydøstlige kvarter (6) en række af de urter, der gennem tiden er blevet anvendt som krydder- og lægeplanter.

Haverummene mellem urtebedene er udfyldt med yndige staude- og udplantningsbede.

Der er således nok at se på, dufte til og smage på. Men vil man blot på afstand nyde det smukke syn af de mange urter, kan man for en tid slå sig ned på en bænk i en lun krog.


Valdemar den Stores Vordingborg
Grundstenen til den første borg i Vordingborg blev lagt af Valdemar den Store omkring 1160.

At tale om en grundsten er måske at gå for vidt, for de hidtidige undersøgelser har kun afsløret rester af en mægtig randvold indenfor en beskyttende voldgrav. På den kun 30 x 40 m store borgplads er der endnu ikke konstateret spor af faste bygninger.

Valdemar den Store og ærkebiskop Absalon kendes for deres fælles korstog mod de vendiske kyster syd for Østersøen - korstog, der kulminerede med Rügens erobring i 1169. Vordingborg var den politiske og militære base for korstogene. Derfor var det her, kongen opholdt sig, når flåden samledes i Grønsund, i Fanefjord eller i vigen nedenfor Vordingborg.

Vordingborg var meget vigtig for kongen
Det understreges af krønnikeskriveren Saxos beskrivelse af Valdemar den Stores død i 1182: Kongen måtte på grund af sygdom overdrage ledelsen af et vældigt korstog til Absalon og sønnen Knud, mens han selv krøb til køjs i Vordingborg. Jyderne ville imidlertid kun anføres af kongen, togtet måtte opgives, og Absalon og Knud sejlede hjem. Da kongen gennem sit soveværelsesvindue så deres skibe komme tilbage, forværredes hans sygdom, og han døde næste morgen på trods af, at man havde tilkaldt en læge fra Skåne. - "Deraf kan man se, hvor lidt man kan stole på lægerne", skriver Saxo.

Vordingborg indgår i et net af borge, der på denne tid blev anlagt langs de danske, sydvendte kyster. Flere af borgene, således Nyborg, Sprogø og Tårnborg ved Korsør skulle kontrollere sejladsen gennem de danske farvande. Andre må som Vordingborg have tjent som flådebaser. Deres beliggenhed understreger, hvor vigtig en rolle de politiske forhold omkring Østersøen spillede for den danske kongemagt.

Korstogene var nemlig ikke blot udtryk for en kristen konges trang til at sikre et hedensk folk den evige frelse. At vinde herredømmet over hele Østersøen og de vigtige handelsruter til Europa og til de russiske flodveje var mindst ligeså vigtigt.

Nye arkæologiske undersøgelser har vist, at Vordingborg var et vigtigt sted allerede før Valdemar Sejrs borg kom til.

Under borgen er der få, men klare spor efter en stormandsgård. Vigtigste spor er et udsnit af en kirkegård fra begyndelsen af 1100-tallet, den tidligste middelalder. Mange steder i Danmark kan man påvise, at kirkerne i den tidlige middelalder blev bygget af stormændene tæt op til deres gårde. Det er derfor nærliggende at tro, at kirkegården i Vordingborg også har ligget ved en stormandsgård.

Der er fundet rester af en stormandsgård under Valdemar den Stores borg. Deriblandt en kirkegård med velbevarede grave.

I navnet "Vordingborg" indgår ordet Oringe som grundled. Ore- betyder sikkert Øre, dvs en odde eller halvø, og -inge viser, at navnet er fra vikingetid. Halvøen syd for borgen hedder endnu i dag Oringe.

Valdemar Sejrs Vordingborg
Valdemar den Stores Vordingborg har ikke stået længe; allerede under de efterfølgende konger, Knud VI og Valdemar Sejr er der sket omfattende forandringer.

En fornem kirke, Skt. Andreas blev rejst nord for borgen, og randvolden langs voldgraven blev erstattet af en ringmur af munkesten. Jorden fra randvolden blev brugt til at forhøje borgpladsen med omkring 2 meter.

I 1998 udgravede Sydsjællands Museum rester af et køkken i vestenden af borgens formodede palatium. Det kvadratiske hul i forgrunden er en sump, hvorfra væden fra køkkenaffaldet kunne sive bort. Den lyse plet midt i gulvet markerer stedet for køkkenets ildbænk.

Samtidig rejstes et næsten 30 meter langt stenhus langs den søndre ringmur. Huset er formodentlig borgens kongelige residens, det ældste palatium.

Denne totalomlægning er sket under Valdemar den Stores efterfølger, Knud VI eller lige i begyndelsen af Valdemar Sejrs regeringstid, omkring år 1200. Både Knud VI og Valdemar Sejr brugte Vordingborg meget, og begge havde behov for en moderne borg som base for deres krigstogter i Østersøområdet.

De to konger fortsatte kampen for at skabe et dansk Østersøherredømme. Valdemar den Store havde allerede gjort Rügen dansk, og Knud VI fortsatte mod øst. Han underlagde sig store dele af Pommern. Valdemar Sejr kronede værket med at vinde Estland i 1219. Nu var næsten hele kysten fra Elben i vest til Narva, den russiske grænse i øst underlagt Danmark.

Glæden blev dog kort. Under en jagt på Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr og hans søn, Valdemar den Unge, taget til fange af grev Henrik af Schwerin. Først efter 3 års forhandlinger, der resulterede i, at Danmark måtte afstå alt land øst for Elben undtagen Estland, blev kongen løsladt. - En kæmpe bet, som Valdemar da heller ikke ville acceptere. I 1226 gik han over Ejderen i et desperat forsøg på at vinde det tabte tilbage.

I begyndelsen gik det forbavsende godt, men i juli 1227 led Valdemar Sejr et sviende nederlag i slaget ved Bornhøved. Der var for bestandig sat punktum for det danske Østersøherredømme.

Ulykkerne fortsatte. Sværdridderne i Riga besatte det danske Estland. Til alt held var paven ikke interesseret i, at den tyske kejser, som Sværdridderne var knyttet til, skulle få alt for meget magt. Derfor blev der efter lange manøvrer indgået et forlig på Stensbygård ca. 10 km øst for Vordingborg.

Det lille voldsted ved Stensbygård øst for Vordingborg. Her førte Valdemar Sejr intense forhandlinger med Den Tyske Orden og Pavestolen i juni 1238.

Forliget er underskrevet af riddernes storhøjmester, pavens legat og kong Valdemar. Fornemme herrer samlet på et diskret sted. Forliget var forbløffende gunstigt for Danmark, som kunne beholde borgen Tallin samt Estlands nordlige kyst.

Fra Valdemar Sejr til Valdemar Atterdag
I århundredet efter Valdemar Sejrs død i 1241 udbygges borgen indenfor de rammer, der blev udstukket allerede med det første anlæg.

Pladsen på den oprindelige, lille højborg blev efterhånden for trang, hvorfor man omkring år 1300 har været nød til at lægge en ny køkkenbygning nede i voldgraven rundt om højborgen.

Omkring 1300 regerede Erik Menved, som gjorde sig store anstrengelser for at genvinde Danmarks fordums storhed. På det tidspunkt kom Vordingborg atter i centrum for dansk udenrigspolitik. Dokumenter, som kongen udstedte på Vordingborg, viser han opholdt sig her flere gange om året. Der er ingen tvivl om, at en stor del af hans Østersøpolitik blev udstukket herfra.

Erik Menved var hertug af Estland og blev Stadsherre over både Rostock og Lübeck. Derfor kunne han styre en stor del af handlen mellem Europa og Norden.

Erik Menveds efterfølger, Christoffer II afholdt flere overdådige fester på Vordingborg. I 1324 fejres datteren Margretes bryllup, og samme år bliver han selv og sønnen Erik kronet her. Borgen, dekoreret med vimpler og faner, har sikkert ved begge lejligheder dannet rammen om store banketter, dyster og andre festligheder.

Men Vordingborg blev også skuepladsen for Christoffer II´s største nederlag. Stærke interne stridigheder, startet under Erik Menved, kulminerede, da Christoffer II i 1326 måtte flygte fra Vordingborg.

I 1329 var han imidlertid tilbage i Vordingborg og nedslagtede uden for borgens mure en stor belejringshær, der især bestod af bønder.

Valdemar Atterdag
Da Valdemar Atterdag i 1340 udråbes til konge, var de fleste af Danmarks borge pantsat. Det gjaldt også Vordingborg.

De mange stridigheder og krige mellem kongemagten og oprørere i de forudgående år var af begge parter blevet finansieret gennem pantsætninger af borge og len til holstenske grever. Det betød, at Danmark reelt var styret af holstenerne, da Valdemar Atterdag træder ind i billedet.

Valdemar Atterdag var som barn blevet sendt til hertugen af Brandenburg og voksede op ved den tyske kejsers hof. Tronarvingen, Valdemar Atterdags bror, Erik var død før Christoffer II og en anden, ældre bror, Otto sad i holstensk fangenskab efter et mislykket slag i 1334. Det blev derfor den 19-årige Valdemar, som danske og tyske stormænd efter års forhandlinger enedes om at indsætte på Danmarks trone i 1340.

Der var visse betingelser knyttet til valget. Blandt andet skulle Valdemar gifte sig med den holstenske prinsesse Helvig og dermed forene to stridende grene af kongehuset. I medgift fik han Aalborg med landene nord for Limfjorden. Resten af Danmarks borge blev på mindre end 10 år indløst af Valdemar Atterdag enten med penge, snuhed, vold eller med magt.

Vordingborg blev indløst i 1346 på en højst ejendommelig måde. Den Tyske Orden, en korsridderorden i Preussen var stærkt interesseret i Estland. Ordenen slog derfor straks til, da Valdemar Atterdag bad dem optage hans bror, Otto. Ottos indtrædelsesgave var Estland, der imidlertid var vurderet meget højere end normen for indtrædelsesgaver.

Derfor betalte Ordenen reelt 19.000 mark sølv til Valdemar Atterdag for Otto og Estland. Med de penge kunne de sidste borge på Sjælland indløses, og risikoen for at Otto ville kræve den danske trone, blev fjernet.

Salget af Estland er den første af mange handlinger, der viser Atterdags store diplomatiske snuhed.

Valdemar Atterdag var en rigtig middelalderridder, der brugte det meste af sit liv på krig, egne eller andres. Hans tropper deltog således i den europæiske Hundredeårskrig. Han optrådte i øvrigt også som mægler og diplomat ved de fornemmeste europæiske hoffer.

I 1361 indtog Valdemar Atterdag Øland og Gotland efter en blodig nedslagtning af mere end 1800 bønder udenfor Visby. Hansestæderne frygtede, Valdemar Atteredags anbreb på Visby var det første skridt mod en stramning af deres gunstige privilegier på de vigtige Skånemarkeder. Derfor sendte de året efter en stor flåde mod Øresund og belejrede Helsingborg. Valdemar Atterdag slog dem imidlertid, og Hansaen måtte frikøbe de mange krigsfanger for 170.000 lybske mark. Freden blev beseglet i Vordingborg.

I 1367 erklærede Hansaen atter krig. Krigserklæringen fik følgende kommentar fra Valdemar Atterdag:

"Søventi søven Hense,
søventi søven Gense,
bieten mich nicht die Gense,
frag ich een Shit na die Hense".

Denne nedladende kommentar indledte en krig, hvor mange danske borge faldt. Skønt Vordingborg og Helsingborg holdt stand, blev Valdemar Atterdags nederlag dog en realitet, og Hansaen genvandt alle tidligere rettigheder på Skånemarkederne.

Under Valdemar Atterdag fik Vordingborg sin endelige skikkelse efter store ombygninger og befæstningen af det store borgplateau.

Byggeriet blev formodentlig finansieret med løsesummen fra Helsingborg. For Valdemar Atterdag var den gamle borg for lille. Han brugte professionelle lejesoldater, og på Vordingborg blev der derfor behov for plads til både indkvartering af mandskab og opbevaring af tros og fødemidler. Desuden skulle borgen rumme plads til en stor administration.

Den gamle borg ovenfor den høje kystskrænt blev derfor revet ned. Voldgraven blev fyldt op, og i stedet opførtes den stærkt befæstede højborg. Udenfor højborgen blev Glambækken omdannet til en mægtig voldgrav, og hele borgen blev omkranset af en næsten 800 m lang ringmur. Store lader og magasiner blev opført på forborgen, og også Gåsetårnet blev bygget ved denne lejlighed.

Vordingborg blev en konge værdig - den blev til Danmarks næststørste borg, kun overgået af Hammershus på Bornholm.

Vordingborg Slot som det formodes at have set ud i 1500-tallet.

Efter Valdemar Atterdag
Vordingborg indgår ikke mere i egentlige krigshandlinger, og den udbygges derfor aldrig med bastioner, der kunne modstå de nye krigsmaskiner, kanonerne.

Kongemagten etablerer sig fast i København, og Vordingborg fungerer herefter især som sæde for skiftende høvedsmænd, der herfra administrerede Vordingborg Len. Kongen selv benyttede mest Vordingborg til korte, lejlighedsvise besøg.

Alligevel er der fortsat om- og tilbygninger på Vordingborg, men hovedindtrykket er uforandret - nutidens ruiner afspejler Valdemar Atterdags borg.

Borgen fik sit endelige knæk under Svenskekrigen i 1658-60. Da svenskekongen nåede Vordingborg var garnisonen trukket til København, så han kunne uden kamp tage borgen i besiddelse. Efter Svenskekrigene var borgen så ødelagt, at den blev revet ned.

Midt på højborgen rejstes i 1671 - 73 et fornemt barokpalæ til Prins Jørgen, en søn af Frederik III. Palæets levetid blev dog kort. Prins Jørgen blev i 1683 gift med dronning Anna af England, og han nåede sikkert aldrig at bo på Vordingborg.

Prins Jørgens Palæ fra syd. Til venstre ses det kvadratiske Møllebækstårn, til højre Gåsetårnet og ruinerne af det 8-kantede Ormetårn. Guache fra 1700-tallet.

I 1744 blev alle kongehusets besiddelser i Sydsjælland solgt, og i 1750 blev det tomme palæ også revet ned. Kun en mandskabsfløj står tilbage. Den rummer i dag Sydsjællands Museum.

Mordet i Gåsetårnet
(melodi: det var en lørdag aften)

Det var en Mandag Aften – og på en Markedsdag,
hvor der gik Dans i Lunden i ly af Løvets Tag,
man fandt ved Gaasetaarnet, hist på den bløde Vold,
en Kvinde ligge henslængt – og hun var død og kold.

Det var den lille Anna, med Smykker og med Baand,
Som Døden havde fundet, og det for Morderhaand.
At Kærlighed forvandles saa saare let til Had,
det havde hun ej anet, da hun drog ud så glad.

Den lille, skønne Anna, just sige sku’ farvel
til ham, hvem hun tjente på Vordingborg Hotel,
- for hun var gift, i Næstved, og skulle hjem igen;
det hued’ ikke Kerff, hendes elskovsfulde Ven.

Imens de andre dansed den skønne Enkevals,
drog han en Kniv fra Barmen og jog i hendes Hals.
Se saadan kan det ende, naar man letsindig er.
Sit lille Hjem og Manden hun aldrig skuer mer.

Først jog han ind i armen paa Stakkelen sin Kniv
og derpaa ind i Brystet, men endnu var der Liv,
først da han over Halsen et voldsomt Snit nu skar,
udaanded stakkels Anna, hans Mordlyst stillet var.

Han sagde til Betjenten: En Morder grum jeg er;
Betjenten straks nu troede, det var en kaad Blasér.
Men snart holdt Tvivlen inde, i Gaasetaarnet fandt
man snart den stakkels Kvinde – desværre var det sandt.

Hør derfor nu, I Koner – Moralen det er den:
Naar I er gifte, bør I ej holde nogen Ven,
thi ellers kan det ende som Anna, det var trist;
elsk eders kære Mand, og vær blot tro fra først til sidst.

Yderligere oplysninger
Guidehefter fra Skov- og Naturstyrelsen
Skov- og Naturstyrelsen har udgivet 3 guidehefter til Danmarks store, nationale fortidsminder: Hammershus Slotsruin, Vordingborg Slotsruin og Kalø Slotsruin.

Guiderne findes også i en trykt udgave, der kan bestilles her

Retur til forsiden