Retur til styrelsens hjemmeside

Skov- og Naturstyrelsen
Bakkeøer
Jordbunden i Landskabet

Retur til Miljø- og Energiministeriets hjemmeside

Ikast IKA-002 Lerblandet sandjord over ler
Trækris TRK-004 Sandjord over lerblandet sand
Toftlund TOF-002 Vandstuvende lerjord
Trækris TRK-006 Kompakt lerblandet sandjord
Trækris TRK-002 Kompakt sandjord
Nørre Nebel NRN-002 Cementeret sandjord over lerblandet sand
Nørre Nebel NRN-003 Cementeret sandjord
Nørre Nebel NRN-001 Grundvandsnær sandjord
Ikast IKA-003 Flot podsol

Kort over landskabselementer. Gengivet med tilladelse fra Danmarks Jordbrugsforskning, Afd. for Jordbrugssystemer.

Syd og vest for Hovedstilstandslinien

Geologi: Begrebet "bakkeø" blev introduceret af E. Dalgas, der i midten af 1800-tallet skrev "Bakkeøerne tiltrækker sig altid ens særlige Opmærksomhed, naar man bevæger sig på Fladerne. Langt ude i den havlignende Lyngørken seer man en ophøjet Gjenstand omtrent som en omvendt Terrin paa et stort Bord"

Bakkeøerne er et morænelandskab fra næstsidste istid (Saale istid). Mod slutningen af sidste istid (Weichsel istid) strømmede smeltevand fra gletcherportene langs Hovedstilstandslinien mod Nordsøen i vest gennem de lavestliggende dele af istidslandskabet fra næstsidste istid. Det gamle istidslandskab kom til at stikke op som øer mellem de flade smeltevandssletter. Deraf navnet bakkeøer, der har været et markant landskabselement på Dalgas’s tid, hvor yderst få skove har kunnet sløre konturene.

Til de største bakkeøer hører Skovbjerg Bakkeø, Ølgod Bakkeø, Esbjerg Bakkeø, Holsted Bakkeø, Rødding Bakkeø og Toftlund Bakkeø.

I slutningen af Saale istiden ca. 140 000 år siden trængte en indlandsis frem fra Østersø egnene og dækkede øerne og formodentlig det meste af Jylland med en isrand i nærheden af den nuværende Nordsøkyst. Denne is efterlod en leret, kvartsfattig, kalkholdig og flintrig moræneaflejring med ledeblokke fra Østersøen.

Det geologiske jordartskort i 1: 200 000 fra DGU/GEUS fortæller dog, at det kun er på Rødding Bakkeø og de mindre Gram Bakkø og Abild Bakkeø i Sønderjylland, hvor overfladelagene domineres af moræneler. Størstedelen af bakkeøoverfladerne dækkes af smeltevandssand og -grus.

Bakkeøerne har bortset fra få randområder været isfrie de seneste mindst 100 000 år og henligget næsten vegetationsløse som en såkaldt "mammutsteppe", hvor vejr, vind og vand har slidt landskabet ned.

Der er ikke meget tilbage af det oprindelige morænelandskab, der i dag er præget af erosionsformer i modsætning til østdanmark og nord- og midtjylland, der stadig domineres af landskabsformer dannet af isen. Jordflydning og vanderosion har været fremtrædende.

Det er dog ikke udelukkende erosion, der præger det gamle morænelandskab. Flyvesandsforekomster i form af indlandsklitter og dæksander overlejrer mindre dele af bakkeøerne, ligesom ferskvandsaflejringer – tørv og sand - stadig afsættes i lavninger og i ådale.

Oplysninger til den geologiske beskrivelse af bakkeøerne stammer fra Niebe m.fl. (1990), Houmark-Nielsen & Sjørring (1991) og GEUS/DGU (1989).

Jordbund: Karakteristisk for bakkeøerne er de udvaskede og sandede jorder samt en stor jordbundsvariation. Den fremskredne udvaskning og forvitring af jorderne er ikke mærkelig set i lyset af landskabsregionens høje alder, og den lange geologiske historie har givet en kompliceret geologi.

I den del af bakkeøerne, der har smeltevandssand og -grus som overflade, er jordbundsforholdene meget lig, hvad man finder i hedeslettelandskabet. Det er veldrænede podsoller, der er den altdominerende jordtype.

Hvor overfladen består af moræneler og –sand er variationen større. Her findes især sure lerjorder (lav basemætning) med lernedslemning, podsolerede lernedslemningsjorder og forbrunede jorder.

Rødding og Gram bakkeø domineres af jorder, der er mere almindelige i østdanmark. Der dominerer nemlig lernedslemningsjorder med høj basemætning. Desuden findes der på bakkeøerne sandede jorder uden tydelig jordbundsudvikling samt lavbundsjorder.

Sandjorderne på bakkeøerne har i lighed med hedeslettejorderne en lav vandkapacitet og er næringsfattige, ligesom det er her man kan forvente cementeret al-lag, der hæmmer rodudbredelsen eller er direkte rodstandsende.

Hedebrug har været udbredt, og da lyngen fremmer podsolering og forsuring, har dette været med til at udpine jordbunden yderligere.

Jorder, der er udviklet i moræneaflejringer, kan sagtens have høje vandkapaciteter, men næringsstofniveauet vil overalt være lavere end tilsvarende jorder i det det yngre morænelandskab.

Som det fremgår af det ovenstående, og som man vil kunne se af de efterfølgende eksempler, er jordbundsvariationen stor på bakkeøerne. Der findes lerjorder tiltider med vandstuvning, lerblandet sandjord tiltider med fragipan, sandjorder både med og uden al-lag og sandjorder udviklet i dæksandsaflejringer med en så tæt lejring, at rodudbredelsen hæmmes effektivt, samt jorder med geologisk lagdeling.

Dette jordbundsafsnit henter sine regionale oplysninger fra Madsen & Jensen (1996).

Indholdsfortegnelse