Skov- og Naturstyrelsen
Hævet havbund og flyvesand
Jordbunden i Landskabet

Kort over landskabselementer.Gengivet med tilladelse fra Danmarks Jordbrugsforskning, Afd. for Jordbrugssystemer.

Isobaser, der viser landhævningen, siden dengang Stenalderhavet (Litorina-havet) havde sin største udbredelse. Ækvidistancen er 1 meter; 0-kurven strejfer Nordfalster. Fra Madsen m. fl. (1928). D.G.U. V, No. 4.

Geologi: Nordjylland var trykket ned under isskjoldets tyngde. Allerede under Nordøst-isens sidste genfremstød for omkring 16.000 til 15.000 siden skyller havet indover den isfrie, lavere del af Vendsyssel (se det nord- og midtjyske morænelandskab). Under det Ungbaltiske isfremstød godt 1000 år senere (se det østdanske morænelandskab) trænger havet fra Vendsyssel dybere ind i Kattegat.

I tidsperioden Ældste Dryas for 14.000 til 13.000 år før nu sker en klimatisk forbedring og afsmeltningen tager fart. I Vendsyssel nåede havet sit højeste niveau lidt over 50 meter over det nuværende havniveau. I dette ishav aflejredes først sand, derefter ler og siden hen igen sand, førend landhævningen får havet til at trække sig tilbage.

Specielt lerlaget er rigt på fossiler af den højarktiske musling Portlandia (tidligere kaldet Yoldia) arctica, og ishavet kaldes derfor Yoldia-havet. Landhævningen var herefter betydelig (lidt over 50 meter) uden ismassernes tyngde, og ishavets bund ligger i dag som sandede flader i Vendsyssel, hvorfra "øer" af morænelandskab stikker op. Man skal forestille sig et hav, hvor der mellem isbjergene svømmede grønlandshval, spækhugger, ringsæl og hvalros.

Først i stenalderen (for godt 8000 år siden for at være mere nøjagtigt) overhaler havspejlsstigningen som følge af klimaforbedring og isafsmeltning igen landhævningen, og havet trænger ind over de laveste dele af specielt Vendsyssel, Hanherred og Østhimmerland, men også ind over mange andre kystnære og lavtliggende egne af Danmark.

I Nordjylland blev der aflejret sand, ler og dynd.

Også stenalderhavet måtte til sidst vige for landhævningen. Isobasekortet (nederste figur ovenfor) viser hvor stor landhævningen har været siden stenalderhavet havde sin største udbredelse for godt 6500 år siden. Kortet viser med andre ord i hvilken højde over havniveau man i dag kan forvente at finde den gamle stenalderhavbund, der kaldes Litorina-flader efter den boreale snegl Littorina littorea.

Kilder til de danske havaflejringers historie er Houmark-Nielsen & Sjørring (1991) og Nielsen (1967).

Klitsand er en meget velsorteret aflejring med en middel kornstørrelse mellem 330 m m og 160 m m. Det består typisk af velafrundede kvartssandskorn. Undersøgelser og dateringer viser, at udviklingen de sidste 1000 til 2000 år langs Vestkysten var præget af skiftende periode med sandakkumulation og klitstabilisering. Stabiliseringsfaserne giver sig til kende ved jordbundsdannelser og tørvedannelser.

Geologiske undersøgelser har afsløret, at sand-flugtsperioder tilbage i tiden har en tæt sammenhæng med kuldeperioder. Når klimaet ændres til det koldere vokser iskalotterne på polerne og havniveauet falder. Herved blottes sand langs kysterne, som under de rette vindforhold fører til sandflugt. Temperatur opsving og dermed stigende havniveau afslutter sandflugten.

Den historisk kendte sandflugtsperiode fra ca. 1550 til ca. 1850 falder samtidig med den periode geologerne kalder "Den Lille Istid". Sandflugten er således muligvis i højere grad klimatisk betinget end et resultat af et forarmet og skovløst landskab, som den gængse forklaring lyder. Sandflugtens ophør skyldes sandsynligvis ligeledes i højere grad en klimaforbedring med havspejlsstigning end klitskovvæsenets og andres indsats.

Kilder til klitlandskabernes historie er især Clemmensen (1997) og Christiansen m.fl. (1996).

Jordbund: På Litorinafladerne dominerer grundvandspåvirkede jorder inklusive tørvejorder. På de højereliggende og bedre drænede lokaliteter findes ikke-podsolerede sandjorder, medens podsoller er sjældne.

Yoldiafladerne ligger højere i terrænet og er derfor bedre drænede. Her dominerer ikke-podsolerede sandjorder. Specielt finsandede jorder er udbredte.

I klitlandskabet findes stort set lige dele podsolerede og ikke-podsolerede sandjorder på de veldrænede lokaliteter. Lavbundsarealerne er våde og grundvandspåvirkede.

Jordbundskortlægning på hævet havbund (Litorinaflader og Yoldiaflader) og i klitlandskabet er forholdsvis nemt, da jordbundsvariationen i de fleste tilfælde er begrænset og har tæt sammenhæng med topografien. Jordbundskortlægningen kan ofte begrænses til at afgrænse områder med forskellig grundvandsdybde samt at udskille områder med tørv enten i overfladen eller som dybereliggende lag.

Endelig er træartsvalget på lokaliteter langs Vestkysten ofte i mange tilfælde mere styret afvindklima end af jordbundsforhold.

Dette jordbundsafsnit henter sine regionale oplysninger fra Madsen & Jensen (1996).