Bilag 3: Forventede intervaller for danske naturtypers..., Skov- og Naturstyrelsen
Retur til styrelsens hjemmeside

Skov- og Naturstyrelsen

Retur til Miljøministeriets hjemmeside

Manual vedr. vurdering af de lokale miljøeffekter som følge af luftbårent kvælstof ved udvidelse og etablering af større husdyrbrug

Bilag 3: Forventede intervaller for danske naturtypers følsomhed for belastning med atmosfærisk N

Indhold

Introduktion

Udvalgte økosystemer

Højmoser

Lobeliesøer

Ekstremfattigkær

Hedemoser

Fersk natureng på kvælstoffattig jordbund uden gødskning

Ekstremrigkær m. paludellavæld

Paludellavæld

Heder

Lichenrige heder

Overdrev

Løvskov

Nåleskov

Tak

Litteratur

1 Introduktion

Tilførsler af kvælstof kan virke både forsurende og eutrofierende, hvis tilførslen overstiger et niveau, der naturligt kan håndteres af økosystemerne. Følsomheden af et naturområde overfor en (forøget) tilførsel af forsurende eller eutrofierende stoffer kan beskrives kvantitativt i form af tålegrænser, der angiver den belastning, hvorunder væsentlige skadelige effekter på økosystemet ikke vil forventes, vurderet ud fra den bedste tilgængelige viden. Anbefalede metoder til fastsættelse af tålegrænser for konkrete naturområder er beskrevet i kapitel 4. De anbefalede metoder omfatter (kombinationer af) modelberegninger og empirisk baserede tålegrænser. Tålegrænserne afhænger af de naturgivne forhold såsom jordbunden, men også af, hvad man ønsker at beskytte, hvilket inkluderer arter, struktur, funktion og grundvand. Der ligger et paradoks i, at forskningen og den politiske interesse, siden problemet blev erkendt i begyndelsen af ’70’erne, primært har været rettet mod forsuring af søer og vandløb og træsundhed i skov-økosystemerne, medens de mest synlige effekter i den største del af Europa har kunnet findes på underskovs vegetationen og i andre naturtyper end skov (Bobbink & Roelofs, 1995). Dette skyldes sikkert den store opmærksomhed omkring skovdøden, der ødelagde store skovarealer i den sorte trekant på grænsen mellem Tyskland, Polen og Tjekkiet og de udbredte tilfælde af fiskedød i specielt norske søer. Det er da også primært modelberegnede tålegrænser for forsuring af ferskvand og skovjorder, der har været anvendt som basis for de internationale aftaler om reduktioner af luftforureningen (Posch et al., 1999). Der eksisterer imidlertid efterhånden en ret omfattende viden om kvælstofs effekter i naturlige og seminaturlige økosystemer, og en af anbefalingerne fra den internationale konference vedr. tålegrænser afholdt i København i 1999 var da også, at fokus fremover i højere grad skal rettes mod bevarelse af biodiversitet og naturlige processer i økosystemerne (Løkke et al., 2000). I Danmark forventes det nuværende niveau af depositioner af forsurende og eutrofierende stoffer både at udgøre et problem for den langsigtede stabilitet af skovene, og at udgøre en væsentlig trussel mod en række naturligt næringsfattige naturtyper (Bak et al, 1999).

Forsuring og eutrofiering forventes at udgøre en trussel mod naturens diversitet både gennem påvirkning af de følsomme naturtypers struktur og funktion (påvirkning af habitaterne) og gennem en negativ påvirkning af enkelte arters udbredelse. Der er i princippet to mekanismer, der kan ændre artssammensætningen af (semi)naturlige økosystemer som følge af kvælstofdepositioner: 1) Forøget tilgængelighed af N kan føre til dominans af et begrænset antal hurtigvoksende arter, hvis kvælstof er begrænsende for væksten af disse arter, 2) Øget surhedsgrad af jorden kan føre til tilbagegang eller udryddelse af surhedsfølsomme arter, specielt på jorder med lille bufferevne. Påvirkningen af diversitet og enkeltarter kan i dag primært vurderes ved anvendelse af de såkaldte empiriske tålegrænser for N, der er fastsat på basis af observerede og publicerede ændringer i økosystemers struktur og funktion på baggrund af laboratoriedata, feltobservationer og/eller beregninger med dynamiske økosystemmodeller. Tålegrænserne er primært baserede på observerede ændringer i planters udvikling eller ændringer i artssammensætning eller -dominans, men i enkelte tilfælde er også ændringer i økosystemernes funktion, fx N udvaskning eller - akkumulering, anvendt som indikator.

Empirisk baserede tålegrænser for en række forskellige naturtyper er blevet fastsat af UN/ECE og WHO gennem en procedure, der har omfattet åbne videnskabelige konferencer og vedtagelse i arbejdsgrupper bestående af udpegede nationale eksperter. De anbefalede værdier dækker imidlertid forholdsvis brede intervaller, der i den udstrækning, det er muligt, bør differentieres efter en konkret vurdering af de nationale naturtyper og tilgængelige nationale data. Ved anvendelse på konkrete naturområder bør der tilsvarende ske en konkret vurdering af tålegrænsen. Danmarks Miljøundersøgelser, Afdeling for Terrestrisk Økologi er nationalt knudepunkt for dette arbejde og deltager som sådan i det internationale arbejde, ligesom DMU løbende udarbejder rapporter og vejledninger vedr. den danske naturs følsomhed for luftforurening

I dette appendiks præsenteres en gennemgang af udvalgte danske økosystemer og et foreløbigt bud på hvordan artssammensætning m.m. kan anvendes i en konkret vurdering af enkelte områders tålegrænser. Vurderingerne dækker primært beskyttelse af artsdiversiteten og bør for en del naturtypers vedkommende betragtes som et supplement til modelberegnede tålegrænser jvf. beskrivelsen i kapitel 4. Der er foretaget en udvælgelse af økosystemer, som må forventes at være særligt følsomme for kvælstoftilførsel. Udover den traditionelle og logiske udvælgelse af næringsfattige økosystemer som højmose, hede, fattigkær og lobeliesøer m.fl. er der også inkluderet økosystemer på mere rig bund, som blot er begrænsede af kvælstof. Dette sidste gælder kategorierne fersk natureng på kvælstoffattig bund, nogle af rigkærrene, overdrevene og skovene - se nærmere under beskrivelsen af disse kategorier.

Vore mere eller mindre naturlige økosystemer er udover kvælstofdeposition udsat for mange påvirkninger fra det omgivende samfund, f.eks. dræning, gødskning, pesticidafdrift, færdsel, overgræsning, manglende eller forkert drift eller pleje, og indsamling. Derfor er det ikke ualmindeligt at bevaringstilstanden ikke er gunstig (Pihl et al. 2000). I mange økosystemer findes der plantearter, som ikke hører til, samtidig med at nogle af de karakteristiske plantearter er blevet sjældne eller forsvundet.

Karakteristiske dyr og svampe kan forsvinde ret hurtigt, hvis økosystemet påvirkes. Der er f.eks. mykologer, der forbinder nedgangen i antallet af frynsesvampefamiliens pigsvampe i nåleskovene i de indre dele af Jylland med det høje nedfald af kvælstof her (Vesterholt et al. 2000). Dyr kan forsvinde som følge af tilgroning, fordi værtsplanter udkonkurreres og/eller fordi gamle eller døde træer fjernes fra skoven. Såkaldte plus og minus arter kan bruges som indikator på økosystemets tilstand. Dette er forsøgt gjort i Tabel 1, hvor plusarterne dog er kaldt typiske arter. Det skal dog bemærkes at indikatorartsbegrebet med karakteristiske arter, skillearter og indikatorer på forskellige påvirkninger er svært at bruge i praksis, fordi det arterne indikerer, ændres over større afstande. Det kan f.eks. skyldes en stigende oceanitet, når man bevæger sig mod vest i Danmark. Det dermed stigende indhold af salte i luften påvirker også hvilke arter, der kan findes hvor - specielt på de mest næringsfattige lokaliteter som højmoser. Temperatur og nedbør er andre forhold, der kan variere og medvirke til at indikatorarterne ikke fortæller den samme historie i hele det område, et givet økosystem er udbredt i. Et andet forhold er, at de fleste økosystemer i Danmark ikke er statiske systemer, men ofte er en del af en succession, sådan at alle mulige overgangsformer findes. Derfor er pleje en anden del af historien og ofte er det sådan at pleje kan modvirke en del af effekterne fra kvælstofdepositionen. Plejen kan fx foretages med henblik på at fjerne kvælstofoverskuddet.

DMU er i gang med at udvikle metoder til bestemmelse af naturkvalitet for danske naturtyper. I fremtiden er det muligt at naturkvalitetskonceptet sammen med tålegrænsekonceptet vil kunne bringes til anvendelse ved VVM-vurderinger.

Tabel 1a & b.
Oversigt over indikatorer for negativ naturtilstand som bl.a. kan være forårsaget af kvælstofdeposition ( minus-arter) for nogle vigtige danske naturtyper. Desuden er angivet typiske arter som kan hjælpe til at identificere typen. Nederst er tålegrænsen angivet, det laveste tal er den grænse der yder fuld beskyttelse, det midterste tal beskytter struktur og funktion og flertallet af arter, der kan dog forekomme enkelte minus arter. Det højeste tal vil medføre ændret artssammensætning og behov for ekstra pleje, men økosystemet kan strukturelt set bevares som den pågældende type. Efter

1.a.
Ikke græsningsbetingede økosystemer.

Se Her!


1b.
Græsningsbetingede økosystemer

Se Her!

Én type af økosystem har kun sjældent ét tal som fælles tålegrænse. De fleste typer af økosystemer findes på flere forskellige slags jordbund, højmose undtaget. Dette er medvirkende til at tålegrænsen ofte bedre kan beskrives som et interval, hvor de mest følsomme er repræsenteret af den nederste grænse og de mindst følsomme af den øvre. Over den øvre grænse findes et område, hvor de fleste typer vil være påvirket i nogen grad. Dette kan dog stadig være interessant i en bevaringsmæssig sammenhæng da intervallet repræsenterer påvirkninger hvor typen ofte ved en ekstra plejeindsats kan bevares med et forholdsvis lille tab af arter (Figur 1). Dette område kaldes ofte "target load", hvilket hentyder til at målsætninger om depositioner i dette område ofte er resultatet af kompromisser mellem natur- og erhvervsmæssige interesser.

[Billede: Her ses en figur, der viser øvre og nedre tålegrænse for forskellige følsomme økosystemtyper.]

Figur 1.
Figuren viser øvre og nedre tålegrænse for forskellige følsomme økosystemtyper. I søjlernes nederste del ligger afsætningen af kvælstof under den tålegrænse, der yder fuld beskyttelse af struktur, funktion og artssammensætning. En del af afsætningen i dette interval er naturlig, og selv de mest næringsfattige økosystemer har behov for en del af denne kvælstoftilførsel for at kunne fungere. Overgangen mellem søjlernes nederste og mellemste interval markerer tålegrænsen for de mest følsomme typer inden for den pågældende økosystemklasse. I søjlernes mellemste del findes tålegrænserne for de forskellige typer af det pågældende økosystem. Den øverste del af søjlerne angiver et interval, hvor økosystemerne er påvirkede i en grad, der kun medfører begrænset skade på biodiversitet eller økosystemfunktion. Påvirkninger i dette interval kan tolereres i kortere perioder og kan stadig modvirkes af ekstra pleje. Endelig vil der være økosystemer, som naturligt er mindre følsomme eller som i forvejen er påvirkede og har tilpasset sig denne påvirkning. Disse er ikke medtaget i denne gennemgang.

2 Udvalgte økosystemer

I det følgende gennemgås intervallerne for de udvalgte økosystemers modelberegnede og empiriske tålegrænser. Konsekvenserne ved forskellige depositionsmålsætninger bliver gennemgået. Nogle gange er det ikke muligt at nedsætte depositionen til den tålegrænse, der yder fuld beskyttelse. Det betyder dog ikke i alle tilfælde, at man er nødsaget til at opgive økosystemet og dermed også kan give tilladelse til at øge depositionen lokalt. I mange tilfælde vil man ved fornøden pleje kunne opretholde en bevaringstilstand, hvor økosystemet strukturelt set fremtræder karakteristisk. Der vil blot mangle visse karakteristiske arter og/eller være kommet nogle uønskede til. Ikke alle økosystemer er inkluderet. Det gælder for det første de økosystemer, som naturligt er mindre følsomme, dernæst de som allerede er påvirket som følge af lateral tilstrømning eller gødskning. De første kan være økosystemer på næringsrig bund eller økosystemer med arter, som f.eks. rødel eller havtorn, der selv binder luftens kvælstof ved hjælp af mikroorganismer. For de sidste giver det ikke nogen egentlig mening at tale om en tålegrænse for deposition da påvirkningen med gødning fra landbrugsdrift i øvrigt, typisk vil være mindst en størrelsesorden større end depositionen, dog undtaget skovkanter hvor den atmosfæriske afsætning kan være i størrelsesordenen 100 kg N ha-1år-1.

Diagrammerne, som optræder i forbindelse med biotoptyperne i det følgende, angiver intervaller for tålegrænsen. Intervallerne afspejler både den mulige variation i anvendte kriterier og beskyttelsesmål, variation i de naturgivne forhold, den tidsskala, tålegrænsen vurderes over, variation i områdernes nuværende bevaringstilstand og mulighederne for at modvirke effekter af (for høj) deposition ved pleje eller hensigtsmæssig drift.

Bevaringstilstanden kan i nogen udstrækning vurderes ved at fokusere på minusarter og typiske arter. Hvis der overvejende er typiske arter og kun få eller ingen minus arter, er tilstanden god, og det bør det kan være rimeligt at anvende det laveste interval af de empirisk fastsatte eller beregnede tålegrænser. Hvis et flertal af de typiske arter findes sammen med flere af minusarterne, bør det tilstræbes, at depositionen ikke overskrider det midterste interval, plus at man overvejer plejetiltag rettet mod at fjerne uønskede arter og reducere kvælstofpuljen. Er området domineret af minusarter, og der kun findes få typiske arter, er tålegrænsen overskredet og områdets tilstand påvirket. Her kan der overvejes flere målsætninger (gælder specielt nogle af de seminaturlige områder):
Forbedring af områdets tilstand Þ depositionen skal nedbringes, og der skal indføres pleje.
Bevaring områdets tilstand Þ depositionen kan forblive i det mellemste interval og der skal indføres pleje
udnyttelse af området Þ området får lov at udvikle sig på de givne præmisser og kan evt. anvendes til afgræsning. Udnyttelse kombineret med relativt høje depositioner vil ofte medføre, at området på sigt vokser ud af beskyttelse.

Højmoser

Tålegrænse 5 (7,5) kg N ha-1 år-1.

Højmoser er resultatet af årtusinders opbygning af tørv, idet nedbrydningen i det sure vandmættede næringsfattige miljø er lavere end dannelsen. Tørven er hovedsageligt opbygget af Sphagnum (tørvemosser) og Sphagnum er en essentiel parameter for opretholdelsen af højmoser. Intakte danske højmoser er karakteriseret af tuer og høljer, med dværgbuske, tuekæruld og Sphagnum på tuerne og høljerne er domineret af Flydende tørvemos Sphagnum cuspidatum. Artsmæssigt er højmosen karakteriseret ved fraværet af arter, snarere end ved tilstedeværelsen. Kun omkring 12 arter af højere planter anses for hjemmehørende på selve højmosefladen, mens der i laggzonen kan optræde de fleste af fattigkærets og andre kærtypers arter.

Højmoserne er ekstremt næringsfattige økosystemer, som udelukkende modtager deres næringsstoffer fra luften. Derfor er de særligt følsomme over for en forøget atmosfærisk deposition. På højmosen bør man notere dækning af hedelyng og de forskellige arter af tørvemosser, som beskrivende for biotopens tue-høljestruktur. Ligeledes er der også arter af tørvemosser, som er minusarter, f.eks. Sphagnum fallax, selvom den i dag findes på de fleste højmoser, hvilket antageligt skyldes at tålegrænsen for eutrofiering er overskredet. . Tålegrænsen er mindre end 7,5 kg N ha-1år-1, hvilket repræsenterer den højeste belastning, hvorunder højmosen fortsat kan bevares som dansk naturtype ved hensigtsmæssig pleje. Ved belastninger over 7,5 N ha-1år-1 vil man få floraelementer ind i højmosen, som normalt er afhængige af minerogent vand, og som egentlig hører til i ekstremfattigkæret. Uden pleje skal kvælstofbelastningen bringes ned på < 5 kg N ha-1år-1, førend højmoserne kan opretholdes uden opvækst af dunbirk og nåletræer. UN/ECE har fastsat en tålegrænse på mellem 5 og 10 kg N ha-1år-1 for højmoserne (UBA, 1996).

[Billede: Her ses en figur, der viser N-belastning for Højmoser.]

For at bevare højmoserne er det ydermere vigtigt i øvrigt at sikre gunstige bevaringsforhold ved at lukke alle dræn og grøfter og hindre slid og trafik på højmoserne. Højmoserne er så følsomme, at de vil være vanskelige at bevare, hvis der findes husdyrproduktion i nærområdet omkring moserne, og en udvidelse af husdyrholdet i nærområdet må forventes at forværre mosernes tilstand. Højmoser tåler ikke græsning og fjernelse af uønsket plantevækst i form af træer og buske m.v. bør ske manuelt og restmaterialet fjernes fra højmosen og lagg-zonen.

Lobeliesøer

Tålegrænse 5 - 7,5 (10) kg N ha-1 år-1.

Lobeliesøer er klarvandede søer med ringe mængder næringssalte som giver gode forhold for rosetplantesamfund. Tilløbet ved afstrømning er ringe og de modtager en stor del af deres næringsstoffer fra atmosfæren. Lobeliesøernes tilstand kan bedømmes ud fra forekomsten af 4 arter af rosetplanter; Strandbo, Tvepibet lobelie og Sortgrøn - og Gulgrøn brasenføde. Af andre sjældnere planter, der kan træffes i og ved lobeliesøerne, kan nævnes Sekshannet Bækarve, Hår-Tusindblad, Nåle-Sumpstrå, Mangestænglet Sumpstrå, Pilledrager, Krybende Ranunkel og Høst-Vandstjerne.

Brasenfødearterne er dem, der har det højeste krav til rent vand efterfulgt af Tvepibet lobelie og Strandbo, hvilket vil sige at brasenfødearterne forsvinder først, hvis der sker en opvækst af alger. Kravet om, at vandet er klart, gør at disse søer er meget følsomme over for øget algevækst, som bl.a. kan forårsages af atmosfærisk tilført kvælstof. I søer, hvor bare en af brasenfødearterne forekommer, kan det være umuligt at opretholde / opnå en gunstig bevaringstilstand, hvis søen modtager et lokalt kvælstofbidrag. Nogle lavvandede og næringsfattige søer indeholder ikke længere rosetplanter. De kan dog stadig være meget følsomme overfor eutrofiering, fx hvis der er udviklet ekstremfattigkær langs bredderne eller hvis der er rankegrøde i søen, som også er følsomt over for øget algevækst og dermed nedsat lysmængde. Derfor bør det også her fortsat tilstræbes at depositionen ikke overstiger 10 kg N ha-1 år-1, hvis det ønskes at bevare eller forbedre denne tilstand.

Lobeliesøer findes i dag fortrinsvis i naturområder som skove og heder. Hvor de måtte findes i landbrugslandet vil det være vanskeligt at opretholde / opnå en gunstig bevaringstilstand og en udvidelse af landbrugsproduktionen i nærområdet, der medfører en yderligere N-belastning i form af ammoniakdepositioner eller lateral tilstrømning, vil forværre denne situation.

[Billede: Her ses en figur, der viser N-belastning for Lobeliesøer.]

UBA (1996) angiver tålegrænsen til at være mellem 5 og 10 kg N ha-1år-1.

Ekstremfattigkær

Tålegrænse 5 - 7,5 (12) kg N ha-1 år-1.

Ekstremfattigkær er overvejende knyttet til Jyllands hedeegne og findes ofte som bredvegetation til klare fladvandede lobeliesøer, men er også almindeligt forekommende i Nordsjælland og i Nordjylland. De er karakteriseret af en ret ensartet græsagtig vegetation domineret af halvgræsser med tæt bunddække af tørvemosser, som ofte danner en gyngende hængesæk, der komplet dækker det minerogene søvand. Hvis tørvemosserne når bunden, kan ekstremfattigkæret med tiden udvikle sig til højmose. Wind (1994) angiver fire arter som typiske for biotopen; Blomstersiv, Hjertelæbe, Hvid næbfrø og Dyndstar.

Tålegrænsen for ekstremfattigkær er fastsat på baggrund af litteraturangivelser, bl.a. Risager 1994. Derudover er det blevet vægtet, at hvis ekstremfattigkær skal have mulighed for at gennemgå en naturlig udvikling mod højmose, så skal depositionen i det mindste være under 7,5 kg N ha-1år-1 og helst under 5 kg N ha-1år-1, der er grænserne for højmoser. UN/ECE har fastsat en tålegrænse på 5-10 kg N ha-1år-1 for fattigkærrene.

[Billede: Her ses en figur, der viser N-belastning for Ekstemfattigkær.]

Hedemoser

Tålegrænse 5 - 7,5 (12) kg N ha-1 år-1.

Hedemoser findes som navnet indikerer på fugtige steder på hederne, hvor de typisk vil være dannet over gamle dødishuller. Derudover inkluderer typen de kær og moser, som findes i klitlavninger. De kan have præg af fattigkær, ekstremfattigkær, klokkelynghede og højmose. Derfor er tålegrænsen forholdsvis lav og. Tålegrænsen er provisorisk fastsat som identisk med ekstremfattigkæret. Der er ikke præsenteret noget særskilt skema for typen - dels fordi den som type ligger ret tæt op af ekstremfattigkæret, dels fordi den er ret divers og med forskellige udviklingsmuligheder. Den væsentligste risiko ved for højt kvælstofnedfald er dominans af blåtop og opvækst af træer og buske.

Fersk natureng på kvælstoffattig jordbund uden gødskning (oligotrofe enge)

Tålegrænse 10 - 17 (22) kg N ha-1 år-1.

Ferske enge er opstået som et resultat af græsning eller høslæt på relativt lavtliggende og fugtige arealer. Antallet af plante- og dyrearter kan være særdeles stort på lysåbne ferske enge. Fersk natureng på kvælstoffattig jordbund uden gødskning udgør kun en lille del af det samlede areal med ferske enge. Typen kan findes på steder, hvor der tidligere har været fattigkær, mose eller næringsfattig sumpskov med f.eks. birk, men også på overgræssede klokkelyngheder. Det er en forudsætning, at de hydrologiske forhold gør, at der er et skifte mellem en våd periode (vinter, forår) og en tør periode, hvor græsning kan finde sted (sommer, efterår), og at der ikke tilføres næringsstoffer lateralt med jordvand. Derfor udvikles typen oftest i områder med næringsfattig jordbund og vertikal udvaskning. Typen tåler ikke gødskning, da den herved vil blive domineret af kulturgræsser.

Ved en kvælstofdeposition på 10 kg N ha-1år-1 sker der ingen uacceptabel påvirkning af denne type, hvilket vil sige, at artsammensætning og omsætning i jordbunden ikke ændres som følge af den atmosfæriske deposition af kvælstof. Det er en forudsætning, at der fortsat sker en ekstensiv afgræsning. Depositioner mellem 10 og 20 kg N ha-1år-1 vil ikke påvirke de fleste områder med typen. Hvis der ses tegn på indvækst af kulturgræsser, kan høslet fjerne en del af kvælstofoverskuddet. På de fugtigere områder bør dette ske skånsomt for jordbunden, f.eks. med le. Ved depositioner mellem 20 og 35 kg N ha-1år-1 vil floraen være påvirket, og indholdet af kvælstof vil være forøget. Omsætningen i jordbunden vil også være påvirket, Høslet vil dog stadig kunne modvirke de fleste effekter. Over 22 kg N ha-1år-1 ændres typen henimod en mere kulturpræget ferskeng. Flere af de karakteristiske arter vil forsvinde, og der vil være en forøget hyppighed af minusarter som Stor nælde, Alm. rajgræs og Hvid kløver m.fl., se Tabel 1. Anvendelse af de laveste tålegrænser forudsætter tilstedeværelse af de mest følsomme karakteristiske arter. På mere mesotrofe enge kan det højeste interval anvendes (Bak et al. 1999). UN/ECE har fastsat en tålegrænse på 20-35 kg N ha-1år-1 for mesotrofe enge / lavmoser. Anvendelse Af tålegrænsen på 10 kg N ha-1år-1 forudsætter en relativt høj dækningsgrad af de karakteristiske arter og meget lav forekomst af minusarter. Tålegrænsen bør suppleres med en beregnet tålegrænse for forsuring.

[Billede: Her ses en figur, der viser N-belastning for Fersk natureng på næringsfattig bund.]

[Billede: Her ses en figur, der viser N-belastning for Mesotrofe enge/lavmoser.]

Ekstremrigkær m. paludellavæld

Tålegrænse 10 - 15 (20) kg N ha-1 år-1.

Typen omfatter ekstremrigkær i områder, der ikke påvirkes af afstrømning fra landbrugsområder, fx i skov eller på overdrev. Det er en artsrig type, som i dag er ret sjælden i Danmark, da typen typisk befinder sig på en jordbund, som kan danne udgangspunkt for en høj landbrugsproduktion. Derfor er typen ofte forsvundet på grund af dræning og gødskning. En anden typisk trussel er tilgroning med pilekrat eller rødel på grund af manglende græsning. Indikatorarter er f.eks. melet kodriver, rustskæne og sort skæne. Derudover kan der være flere arter af orkideer. Der forekommer flere sjældne mosser, som nok vil være blandt de første, der forsvinder ved for høj kvælstofdeposition.

[Billede: Her ses en figur, der viser N-belastning for Ekstremrigkær.]

Tålegrænsen er forsøgt beregnet. Der er fastsat en provisorisk tålegrænse på 10 kg N ha-1år-1 for de mest følsomme og værdifulde rigkær og et interval mellem 10 og 15 kg N ha-1år-1, hvor mindre følsomme rigkær vil være beskyttet. Den maksimalt acceptable belastning, hvor rigkærrene vil kunne bevares som type uden uacceptable skadelige effekter, er på 20 kg N ha-1 år-1. Under denne grænse vil de fleste arter fortsat være tilstede og de uønskede arter vil ikke være dominerende.

Paludellavæld

udgør en særlig type af rigkær. Typen tåler ikke græsning, men er tværtimod stabil uden græsning. Den har en særlig høj følsomhed overfor kvælstof. Her må depositionen ikke overstige 10 kg N ha-1 år-1. Typiske arter er bladmosserne Piberensermos Paludella squarrosa, Kær-gyldenmos Helodium blandowii, Guldglinsende kærmos Tomenthypnum nitens og karplanten Gul stenbræk.

For ekstremrigkærrene er truslerne generelt permanente ændringer af grundvandsstand, tilstrømning, gødskning, terrænændring og græsningsophør - for paludellavældet er græsning dog en trussel p.g.a. nedtrampning. Overvågning af ekstremrigkær i Danmark er udført i DMU/SNS-regi i 1997 .

Heder

Tålegrænse 10 - 15 (22) kg N ha-1 år-1 ; Lichenheder dog kun 7 - 12 (17) kg N ha-1år-1).

[Billede: Her ses en figur, der viser N-belastning for Heder.]

Heder findes på næringsfattige sandede jorder og på Bornholm også på sure grundfjeldsarter som granit og gnejs. Hederne er domineret af dværgbuske med hedelyng fulgt af revling som de mest hyppige. Derudover findes f.eks. tyttebær, melbærris, blåbær, og på fugtigere steder kan der være klokkelyng, som på klokkelyngheder kan være den hyppigste art. Græsset bølget bunke forekommer hyppigt og kan under nogle forhold blive dominerende til skade for hedelyngen og de andre dværgbuske. Blåtop er en anden græsart, som udelukkende bør forekomme i lavninger, men som under indtryk af forhøjet kvælstofdeposition kan udkonkurrere dværgbuskene. Oprindelige danske træarter som ene, eg og bævreasp koloniserer gerne heden, hvis der ikke sker græsning eller anden pleje/brug. Hvis ikke indigene arter som arter af gran og fyr skal hindres i at invadere heden og udkonkurrere dværgbuskene, skal der ligeledes foretages en eller anden hensigtsmæssig form for pleje eller brug af heden. Klitheden har den laveste tålegrænse på 10 kg N ha-1år-1, medens de tørre indlandsheder kan tåle mellem 15 og 22 kg N ha-1år-1. Klokkelynghederne ligger i den lave ende af dette spekter med en acceptabel maksimumdeposition på 15 kg N ha-1år-1.

Den mest udbredte teori vedr. kvælstofpåvirkning af hederne er udviklet som resultat af den hollandske hedeforskning i ’80’erne (Van Dobben, 1991, Aerts & Heil, 1993). Ifølge denne teori kan Calluna domineret hede tolerere meget høje kvælstofbelastninger, så længe vegetationen er lukket. Forhøjede kvælstofdepositioner vil imidlertid akkumuleres i mor- og litterlaget og i vegetationen, hvor N indholdet forøges. Dette er også vist i engelske undersøgelser, hvor lyngens indhold af kvælstof ved den naturlige baggrundsdeposition på ca. 5 kg N ha-1år-1 fører til et kvælstofindhold i lyngens blade på ca. 1,2%, medens allerede et nedfald på 10 kg N ha-1år-1 medfører, at N-indholdet forøges til 1,4% (Pitcairn et al,. 1991). Det forøgede kvælstofindhold i vegetationen medfører en forøget følsomhed for frost, tørke og angreb af Lyngens bladbille. Hvis Calluna vegetationen åbnes af en af disse grunde, eller pga. pleje eller naturlig aldring af lyngen, vil det forøgede kvælstofindhold kunne medføre, at lyngen kan udkonkurreres af græsser, hvis græssernes konkurrenceevne ikke begrænses af andre faktorer. Den meget lave mængde af tilgængeligt fosfor på nogen af de midtjydske indlandsheder kunne være en sådan begrænsende faktor. Denne teori ligger sammen med tilsvarende resultater for våd hede bag udviklingen af hedemodellen Heathsol (Bakema et al., 1994), der bl.a. er brugt til beregning af de af UN/ECE fastsatte tålegrænser for beskyttelse mod overgroning af græsser på 15-20 kg N ha-1år-1 for tørre- og 17-22 kg N ha-1år-1 for våde heder. Disse tålegrænser beskytter ikke nødvendigvis de mest følsomme arter.

Lichenrige heder

(Tålegrænse 7 - 12 (17) kg N ha-1 år-1)

findes på de jordbundsmæssigt fattigste steder og ofte på steder, hvor der sker en stadig forstyrrelse af jordbunden fx i form af moderat vinderosion eller sandpålejring, hvilket ofte er ved kysterne. De er kendetegnet ved en høj dækning af laver > 50 % og sparsom dækning af mosser, fx arter af Polytrichum, græsser som sandskæg og katteskæg og halvgræsset sandstar vil også forekomme. De er følsomme for forhøjet kvælstofdeposition og tålegrænsen er fastsat til mellem 7 og 12 kg N ha-1 år-1. Kvælstofindholdet i den almindelige hederensdyrlav Cladina portentosa kan anvendes som indikation på, om tålegrænsen er overskredet. Højere koncentrationer end ca. 0,6 % indikerer overskridelse af tålegrænsen. Det naturlige baggrundsniveau ligger mellem 0,2 og 0,4 %. I ikke kvælstofbelastede områder i Norge og det vestlige Irland ligger kvælstofniveauet i rensdyrlav mellem 0,26 og 0,33 %, medens det i Danmark først i 1990'erne lå mellem 0,53 og 0,96 %, lavest i Vestjylland og højest i det landbrugsintensive Midtjylland. I Holland, hvor afsætningen er så stor, at laverne skades, er indholdet mellem 0,88 og 1,03 % . I døende rensdyrlav i Holland fandtes 1,3 % kvælstof, hvilket udgør en grænse, hvor der forekommer akutte skader. Overskridelse af tålegrænsen på 7-12 kg N ha-1 år-1 vil medføre, at de mest kvælstoffølsomme arter forsvinder.

Overdrev

Tålegrænse 10 - 25 (35) kg N ha-1 år-1.

[Billede: Her ses en figur, der viser N-belastning for Overdrev.]

Overdrev findes på jorder som hverken har været dyrket, omlagt eller gødsket i de sidste 50 år eller mere. Det er en meget variabel type, hvilket kan forklares med, at den kan findes på mange jordbundstyper, samtidig med at den geografiske fordeling i landet også spiller en rolle både på grund af klimatisk variation (nedbør, temperatur m.m.) og arternes varierende udbredelse. Det er kendt, at typen ikke tåler gødskning, men der er ikke foretaget danske undersøgelser m.h.p. at fastsætte tålegrænser for overdrevene. De mest kvælstoffølsomme overdrev er både artsrige og kvælstofbegrænsede. Her bør depositionen maximalt ligge mellem 10 og 15 kg N ha-1år-1. På de øvrige overdrev vil depositioner mellem 15 og 25 kg N ha-1år-1 ligge inden for det acceptable interval, medens op til 35 kg/N ha-1år-1 angives som acceptabelt på de fosforbegrænsede overdrev .

Anvendelse af de laveste tålegrænser forudsætter tilstedeværelse af karakteristiske arter, medens anvendelse af de højeste værdier forudsætter, at områdets drift eller pleje er sikret. Tålegrænsen bør suppleres med en beregnet tålegrænse for forsuring. Der er udført en del arbejde med karakterisering og overvågning af overdrev i Danmark (Ejrnæs 1998, .

Løvskov

Tålegrænse 10 - 20 (30) kg N ha-1 år-1.

Løvskov findes på mange typer af jordbund og udbredt i hele landet. Typiske træarter er eg og bøg, men bl.a. småbladet lind, birk, ask og elm forekommer også stedvis. UN/ECE har fastsat to empirisk baserede tålegrænser for løvskov: 15-20 kg N ha-1år-1 for beskyttelse af løvtræer mod næringsstofubalancer og mod forøgelse af skud/rod forholdet, og 10 - 20 kg N ha-1 år-1 for løvskov på sur bund til beskyttelse af skovbundsflora og mykorhizadannende svampe (UBA, 1996). Der eksisterer imidlertid en omfattende forskning vedr. skovsundhed, og langt de mest anvendte metoder til fastsættelse af tålegrænser for beskyttelse af skovsundhed er modelberegninger baseret på forskellige kemiske kriterier. Disse beregningsmetoder er nærmere beskrevet i kapitel 4. DMU har kortlagt tålegrænserne for danske skove med en opløsning på 25 ha. De beregnede tålegrænser dækker et spektrum fra 17-28 kg N ha-1 år-1 for eutrofiering og 0,8-2,7 keq ha-1 år-1 for forsuring. For løvskoven ligger de empiriske tålegrænser til beskyttelse af artsdiversiteten dermed typisk under de modelberegnede tålegrænser til beskyttelse af skovsundheden.

De mest følsomme skove vil dermed være skovene med den største diversitet i underskovsvegetationen, dvs. lysåbne midt- og vestjyske egekrat på sandet bund med en rig og varieret urteflora i skovbunden og mange arter af lichener på stammerne. På kalkrig og lerrig bund kan der findes en rig urte- og svampeflora med f.eks. orkideer og knoldslørhatte. Kvælstof vil ofte være det begrænsende næringsstof, der hindrer at floraen afløses af nitrofile arter som f.eks stor nælde og alm. rapgræs. . Sådanne steder er også følsomme for kvælstoftilførsel og tålegrænsen er provisorisk fastsat til mellem 10 og 20 kg N ha-1 år-1. Skove der naturligt har et højt indhold af kvælstof i jordbunden og skove med træarter, der binder kvælstof fra luften har en højere tålegrænse, da skovbundsfloraen i forvejen er nitrofil. Her er 30 kg N ha-1år-1 fastsat som provisorisk tålegrænse for skovbundsfloraen, men der bør foretages en beregning af tålegrænserne til beskyttelse af skovens sundhed.

[Billede: Her ses en figur, der viser N-belastning for Løvskov.]

Nåleskov

Tålegrænse 7 - 20 (30) kg N ha-1 år-1.

Egentlig nåleskov findes kun som plantet skov i Danmark. Imidlertid har specielt skovfyr, men også andre fyrrearter naturaliseret sig flere steder på sandet jord langs vore kyster. Skovfyrren har da også tidligere været naturligt hjemmehørende i Danmark netop på sådanne steder. De lysåbne skovfyrreplantager har da også i løbet af de ca. 200 år de har været her i landet genvundet en stor del af den særlige flora der er tilknyttet typen. Det gælder arter som knærod, skærmblomstret vintergrøn og andre vintergrøn arter m.fl. Svampefloraen er også speciel og tæller flere arter som regnes for følsomme for kvælstofbelastning. Der kan ligeledes være en rig lichenflora både i skovbunden og på stammer og grene.

UN/ECE har fastsat en empirisk baseret tålegrænser for nåleskov på 7-15 kg N ha-1år-1, der dækker beskyttelse af nåleskove, der er udlagt til naturskov uden drift, mod udvaskning, samt tab af mykorhizasvampe og skovbundsflora. (UBA, 1996). De mest anvendte metoder til fastsættelse af tålegrænser for beskyttelse af skovsundhed er modelberegninger baseret på forskellige kemiske kriterier. Disse beregningsmetoder er nærmere beskrevet i kapitel 4. DMU har kortlagt tålegrænserne for danske skove med en opløsning på 25 ha. De beregnede tålegrænser dækker et spektrum fra 7-15 kg N ha-1 år-1 for eutrofiering og 1,4-4,1 keq ha-1 år-1 for forsuring. For nåleskoven er der dermed nogenlunde overensstemmelse mellem de empiriske tålegrænser til beskyttelse af artsdiversiteten og de modelberegnede tålegrænser til beskyttelse af skovsundheden. De laveste tålegrænser for beskyttelse af skovsundhed dækker relativt uproduktive klitplantager, og det bør inddrages i vurderingen, at anvendelse af en lav tålegrænse forudsætter, at der er enten produktionsmæssige interesser eller naturværdier at beskytte.

[Billede: Her ses en figur, der viser N-belastning for Nåleskov.]

Tak

Følgende har kommenteret fastsættelse af tålegrænser og udvælgelsen af indikatorarter m.m. uden at de dog nødvendigvis kan tages til indtægt for de valg som det har været nødvendigt at træffe: Mette Risager, Niels Elmegaard, Knud Erik Nielsen og Hans Løkke.

Litteratur

Aerts, R. & Heil, G.W. (red.), 1993, Heathland: Patterns and processes in a changing environment. Geobotany, 20, Kluwer, Dordrecht, the Netherlands

Bak et al. (1999) Natur og miljøeffekter af ammoniak. Ammoniakfordampning redegørelse nr. 3. Tværministeriel rapport.

Bakema, A.H., Meijers, R., Aerts, R., Berendse, F., & Heil, G.W., HATHSOL: a heathland competition model, RIVM report no. 259102009, Bilthoven, the Netherlands

Bernth, K.K., 1998. Campylopus introflexus (Hedw.) Brid. på danske heder, Århus Universitet, Århus.

Buch, K.E.G., Møller, J.D., Brok, C.S. and Nielsen, H.B., 2000. Naturkvalitet, sammenligning og evaluering af metoder. Fagprojekt Thesis, Københavns Universitet, Copenhagen, 80 pp.

Dobben, H.F.van,, 1991, Integrated effects (low vegetation). I: Heij, G.J., & Schneider, T. (red.) Acidification research in the Netherlands Final reposrt of the Dutch Priority Programme on Acidification, Elsevier, Amsterdam, pp464-524

Lawesson, J.E., 2000. A concept for vegetation studies and monitoring in the Nordic countries. 517, Nordic Council of Ministers, Copenhagen.

Nygaard, B., Mark, S., Baattrup-Pedersen, A., Dahl, K., Ejrnæs, R., Fredshavn, J., Hansen, J., Lawesson, J., Münier, B., Møller, P.F., Risager, M., Rune, F., Skriver, J. Søndergaard, M., 1999. Naturkvalitet - kriterier og metodeudvikling . 285, National Environmental Research Institute, Rønde.

Pihl, S. et al., 2000. Naturtyper og arter omfattet af EF-habitatdirektivet - Indledende kortlægning og foreløbig vurdering af bevaringsstatus. Faglig Rapport fra DMU, 322: 1 - 219.

Pitcairn, C.E.R., Fowler, D. and Grace, J., 1991. Changes in species composition of seminatural vegetation associated with the increase in atmospheric inputs of nitrogen. ITE - project, TO7057i1: 60 + figures and appendices.

Risager, M., 1994. Overvågning af ekstremfattigkær i 1992. Naturovervågningsrapport, Miljøministeriet/Skov- og Naturstyrelsen: 1-52.

Risager, M.A., B., 1996. Højmoser 1995. 15, DMU.

Risager, M.A., B., 1997. Højmoser 1996. 46, DMU.

Søchting, U., 1994. Lav viser om luften er forurenet. Kaskelot, 102.

Søchting, U., 1995. Lichens as monitors of nitrogen deposition. Cryptogamic Botany, 5: 264-269.

Thyssen, N.e., 1999. Nutrients in European ecosystems. 4, European Environment Agency, Copenhagen.

Tybirk, K. and Bak, J., 1995. Basis for mapping of critical loads in Nordic sensitive terrestrial ecosystems. TemaNord, 610: 1-69.

UBA, 1996. Manual on methodologies and criterias for mapping critical levels/loads and geographical areas where they are exceeded. Texte UmweltsBundesamt, 71/96. UBA, Berlin.

van der Eerden, L.J. et al., 1997. Effects on forest ecosystems. Studies in Environmental Science, 69: 83-128.

Vesterholt, J., Asman, W.A.H. and Christensen, M., 2000. Kvælstofnedfald og tilbagegang for svampe på mager bund. Svampe, 42: 53-60.

Wind, P., 1994. Oversigt over botaniske lokaliteter. Status og forvaltningsbehov, Skov- og Naturstyrelsen, København.

Wind, P., 1998a. Overvågning af ekstremrigkær 1997. DMU-arbejdsrapport, 73: 1-97.

Wind, P., 1998b. Overvågning af overdrev 1997. 72, DMU.

Aaby, B., 1994. Monitoring Danish raised bogs. In: Grnig, A. (Ed.): Mires and Man. Mire Conservation in a Densely Populated Country - the Swiss Experience. Swiss Federal Inst. for Forest, Snow and Landscape Research, Birmensdorf, Switzerland: 284-300.